1800-tallet vender tilbage i dag

Historien er både relevant og interessant. Det vil Århundredets Festival bruge de næste ti dage på at bevise.

-  Det handler for os om at støve historien af og gøre den sanselig og nærværende for et moderne publikum. Derfor kan publikum også forvente at blive klogere på 1800-tallet på en måde, der berører dem både sanseligt, kropsligt og intellektuelt, når vi inviterer til alt fra historiske middage og samtalesaloner til filosofibarer og byvandringer, forklarer festivalleder Trine Bang.

Århundredets Festival er en del af Folkeuniversitetet i Aarhus. Og selv om Folkeuniversitetets kerneprodukt stadig er de klassiske forelæsninger, har festivalen sin helt egen berettigelse, fortæller rektor Sten Tiedemann.

-  Århundredets Festival er på mange måder Folkeuniversitetets laboratorium, hvor vi har mulighed for at eksperimentere med fantasifuld formidling af viden. Festivalen viser jo, at der ikke er nogen modsætning mellem kultur og viden, høj faglighed og bred formidling. Og det er en fornøjelse at opleve, hvordan universitetets fortælleglade og modige forskere tager livtag med kulturlivets krøllede hjerner og finder på helt nye måder at se på og fortælle om verden på, siger Folkeuniversitetets rektor.

Mere regionalt, mere ungt
Sidste gang Århundredets Festival indtog Aarhus  i 2012 var det 1700-tallet, der stod for skud. Denne gang handler det om 1800-tallet. Men den historiske periode er ikke det eneste, der er anderledes i år, forklarer festivalleder Trine Bang.

-  Helt overordnet set har vi jo fået et regionalt perspektiv på festivalen med arrangementer i blandt andet Horsens, Silkeborg, Herning og Ebeltoft. Derudover satser vi denne gang på at nogle af vores mere skæve arrangementer kan tiltrække et yngre publikum, der måske ikke lige havde forestillet sig, at historisk formidling var noget for dem. Og endelig kommer årets festival i langt højere grad end i 2012 til at gå i kødet på Aarhus’ historie, for der sker så utroligt meget med byen i 1800-tallet, siger Trine Bang.

Årets festival byder på mere end 300 arrangementer på 65 scener – alligevel er festivallederen ikke i tvivl om, hvad hun ser mest frem til at opleve.

-  Jeg glæder mig personligt allermest til at sidde på publikumsrækkerne til ’Forestillingen om en historie’, for her er vi virkelig ude at lave et helt nyt scenisk format, hvor tre forskere skal gøre rå viden til æstetik for en aften.

 

Af Maria Fly Vilsbøll

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.