1900-1950: Da verden lærte, at den ikke behøver være til

Af Anne Engedal

Da de første atombomber kastes ud over Hiroshima og Nagasaki i 1945, er det ikke blot enden på 2. Verdenskrig. Det er også kulminationen på en udvikling, der præger hele perioden. Fra 1. Verdenskrigs enorme tabstal til 2. Verdenskrigs masseødelæggelsesvåben er mennesket blevet herre over sin egen undergang. Slut med at vente på dommedag til Vorherre bliver træt af os. Det hele kan faktisk være ovre i morgen, hvis manden med knappen ønsker det.

Krigens allestedsnærværelse stiller derfor helt nye spørgsmål til, hvad det vil sige at være til. Og det får periodens tænkere til at tænke radikalt nyt.

”Den klassiske filosofi stillede ikke spørgsmålstegn ved, at verden var til. De var interesserede i de ting, der var i verden, men at den var der, var ligesom et faktum. De filosoffer, der tænkte mellem 1900 og 1950, tænkte til gengæld i høj grad i skyggen af to verdenskrige. Det betød, at de holdt op med at tage eksistensen for givet", fortæller Tone Frank Dandanell, der er ph.d. i filosofi fra Aarhus Universitet og ansigt til dette års Århundredets Festival 1900-1950.

Hvad er f***** er meningen?
Filosoffer som Heidegger, Sartre og Simone de Bouvier havde altså ikke den luksus at gå ud fra, at verden altid ville være der. Og de masseødelæggelser, samtidens politikere kastede verden ud i, efterlod dem heller ikke med nogen særlig meningsfuldt indtryk af mennesket. Ifølge Tone Frank Dandanell, er denne erfaring en af grundende til, at en af filosofiens mest kendte retninger, eksistentialismen, fødtes i netop den periode.

Grundtanken i eksistentialismen er nemlig, at der ikke er nogen forudbestemt idé, som ordner verden. Der er ingen Guds plan at holde sig til, eller nogen bestemt biologisk mening med menneskelivet.

”Når Sartre siger, at eksistensen går forud for essensen, så skal det tages helt bogstaveligt. Det betyder, at det, at vi er til, går kronologisk forud for, at vi bliver til dem, vi er. Hverken verden eller mennesket skabes altså med nogen bestemt mening eller formål. Den slags er noget, vi selv skaber bagefter”, forklarer hun.

Her kan du opleve Tone Frank Dandanell til Århundredets Festival:
Fredag 4/3 kl. 20-01 Åbningsfest på Rådhuset
Tirsdag 8/3 kl. 10-12 Vidensbrunch: Køn, filosofi og feminisme
Tirsdag 8/3 kl. 15-16 Filosofibar - om Simone de Beauvoir
Torsdag 9/3 kl. 19-21.30 Historiens vendepunkt?
Søndag 13/3 kl. 11-14.40 Søndag i Paradis: The Danish Girl

’With great power comes great responsibility’
Mennesket kan altså ikke skyde skylden for verdens elendighed på nogen andre end sig selv. Hos eksistentialisterne gælder ingen kære mor, for verden er hverken udtryk for intelligent design eller en dominerende biologi. Der er ikke noget i dine gener, der fortæller dig, hvordan du skal leve dit liv, og der er ingen Gud, der har en plan med dig. Det er dig, der har magten, og den skal du påtage dig, lige nu og lige her:

”Eksistentialismens fokus på valget er også et fokus på frihed og på ansvar. Hvis eksistensen ikke er givet på forhånd, må vi selv finde ud af, hvordan vi skal forvalte den – det er vores ansvar, om den skal overleve eller ej”, forklarer Tone Frank Dandanell.

Fra eksistentialisme til moderne kønsforskning
Eksistentialismen er altså på mange måder lige så nådesløs, som den tid, den opstod i. Men hverken tiden eller eksistentialismen er dog udelukkende grum og hård. Det øgede fokus på frihed, betyder også, at perioden fra 1900-1950 er én, hvor mange af de nybrud, vi stadig arbejder med i dag, tager fart. Én af dem er kvindefrigørelsen, som en af tidens store eksistentialister da også er med til at skubbe på - Simone de Beauvoir er en af de første tænkere, der for alvor tager filosofiske livtag med kønnet.

”Simone de Beauvoir er både en formidabel eksistentialistisk filosof og nyskabende feminist. Hun flytter kønsdiskussionen ind i selve diskussionen om, hvad det vil sige at være menneske. Og det gør for første gang kønnet til et grundlæggende eksistentielt spørgsmål”, forklarer Tone Frank Dandanell.

Indtil de Beauvoirs ’Det andet køn’ udkom i 1949, havde meget af debatten om kønnet handlet juridiske og sociale forhold. Nu begyndte man imidlertid at diskutere, hvad det overhovedet vil sige at være kvinde, mand eller i det hele taget et køn. Og for Tone Frank Dandanell, er det en af de landvindinger, der sker i perioden, som stadig er relevant i dag.

”Opgøret med, at mennesket har en essens, er i høj grad stadig til diskussion. Når vi f.eks. diskuterer transkønnethed og kønsneutral opdragelse, er tankerne fra 1900-1950 stadig meget relevante i dag”, forklarer hun.

3x3 skarpe til Tone:

1. Hvilke tre litterære værker vil du anbefale for at forstå den tænkning, der kendetegner 1900-1950?
- Albert Camus: Den Fremmede
- Franz Kafka: Processen
- Virginia Woolf: Sit eget værelse

2. Hvilke tre værker vil du anbefale, hvis man skal kaste sig over filosofisk kønsforskning?
- Mary Wollstonecraft: Et forsvar for kvinders rettigheder
- Simone de Beauvoir: Det andet køn
- Helene Cixous: Medusas latter

3. Hvilke tre pointer er vigtigst at notere sig omkring kønnet?
- Anatomi er ikke skæbne
- Kønnet er problematisk
- Køn har ikke kun med kvinder at gøre

 

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.