Blichers liv og værk

Inden Henrik Skov Nielsen stiller sig op foran mikrofonen er caféen næsten fyldt op, og med bogreolerne langs væggene synes lokalet endnu mere tætpakket. Efterhånden som klokken nærmer sig fire drysser flere og flere ind. De sidste der ankommer, må sætte sig på de opstillede klapstole. De mange bøger og den hyggelige stemning på Løve’s gør caféen til et oplagt sted for et arrangement som dette, på trods af småsnak, lyden af espressomaskinen og klirrende kopper i baggrunden.

Henrik Skov Nielsen går på, og starter med at sige at han vil fortælle om Steen Steensen Blicher – både om det selvbiografiske aspekt i hans noveller, men også mere konkret og tekstnært om novellen ’Præsten i Vejlbye.’

Foredragets første del om dagens forfatter begynder. Hvis man har stiftet bekendtskab med Steen Steensen Blicher er det næppe nogen overraskelse at han bruger meget selvbiografisk materiale i sine noveller, for eksempel hustruen Ernestines navn og fødselsdato, som Henrik Skov Nielsen nævner. Særligt det selvbiografiske aspekt omkring Blichers ægteskab er kendt og behandles med stor humor, da Henrik Skov Nielsen citerer Johannes Møllehave:

- Hvis man kun ved én ting om Blichers liv, så er det at hans kone var ham utro, siger Henrik Skov Nielsen med et smil på læben.

Citater bliver til sandheder
Men hvordan kan det være at alle er enige om at det er en kendsgerning at Blichers kone bedragede ham, når det ikke står nedfældet nogen steder? Henrik Skov Nielsen forklarer at citater fra blandt andet Jeppe Aakjær omkring Blichers ægteskab er blevet gentaget og gentaget indtil de til sidst blev opfattet som sande.

Henrik Skov Nielsen fortæller at den eneste kilde til selvbiografisk information findes i Blichers noveller, hvor han ofte indskrev dem, men derimod tilbageholdte han disse oplysninger i mere åbenlyst biografiske sammenhænge. Derfor bliver det biografiske for alvor interessant, når forholdet mellem liv og tekst i Blichers forfatterskab undersøges. Forbindelsen mellem Blichers levede liv og hans fiktive tekster er ikke nem at afkode, men det sikkert at Steen Steensen Blicher selv har været styrende i forhold til andres opfattelse af hans liv igennem sine tekster.

- Liv og værk sættes i relation til hinanden med den konsekvens at forfatteren er en del af sit værk, siger Henrik Skov Nielsen.

’Præsten i Vejlbye’
Henrik Skov Nielsen springer nu fra det selvbiografiske videre til en af de første danske krimi-noveller skrevet af Blicher. Han forklarer, at fortællingen er baseret på en historie om et par indvandrere som begik mened og siden blev henrettet – Blicher gør historien til et litterært anliggende, hvor læseren inddrages og gribes af fortællingen.

I novellen optræder fortælleren som både efterforsker og dommer i en drabssag, hvor præsten i Vejlbye er den hovedmistænkte. Men selvom meget peger i retning af at præsten er den skyldige, er der også mange modstridende forklaringer blandt vidnerne. Alligevel ender fortællingen med at fortælleren dømmer præsten til døden for senere at opdage at præsten blev udsat for et justitsmord.

Henrik Skov Nielsen fortæller, at novellen handler om lov og retfærdighed, og hvordan vi tolker tegn.

- Læseren kan dårligt nok sætte sig uden for spørgsmålet, siger han.

Henrik Skov Nielsen forklarer at læseren inddrages i teksten og derfor gribes af den på en særlig måde. Læseren må tage stilling til fortælleren i sin fortolkning af historien, og derfor flyttes fokus fra præsten til fortælleren og fra henrettelsen af præsten til bedømmelsen af fortælleren. På denne måde sættes læseren i samme position som fortælleren selv – læseren ender med at dømme fortælleren for at dømme præsten. Læseren må derfor lægge hovedet på blokken, og gribes på denne måde af teksten.

- Fortælleren er på én gang fortolker og dommer, og det samme bliver læseren. Det er en af grundene til at Blichers tekster stadigvæk griber os i dag; fordi de involverer os som læsere, siger Henrik Skov Nielsen afslutningsvist.

 

Af Charlotte Elisabeth Christiansen - en af festivalens frivillige reportere

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden til dine behov og interesser. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.