Da litteraturen kom i børneøjenhøjde

Af Morten Ammitzbøll

I 1800-tallets børnelitteratur var voksne selvfølgelige autoriteter, der skulle lære børn at være dydige, lydige og velopdragne. Men i løbet af første halvdel af 1900-tallet sker der store ændringer i synet på børn, som afspejles i børnelitteraturen, fortæller lektor og leder af Center for Børnelitteratur ved Aarhus Universitet Nina Christensen.

"Fra primært at have været et ufuldstændigt væsen, som skulle opdrages, socialiseres og formes, fremførte nogle få progressive tænkere, som svenske Ellen Key, den tanke, at barnet er et individ i egen ret. I en dansk sammenhæng kom det meget stærkt i løbet af 1930erne med reformpædagogikken. Her var idéen ikke kun, at den voksne er autoritet og skal forme barnet, så det passede ind i samfundet, men at barnet også skulle have indflydelse og skulle høres."

Ifølge Nina Christensen begyndte de nye pædagogiske tanker at slå igennem i dansk børnelitteratur omkring 1930. Kendte ’voksenforfattere’ som Otto Gelsted, Tom Kristensen og Hans Kirk udgav tekster for børn, også ud fra devisen om, at barnet skulle have det bedste af det bedste, og at det derfor skulle læse bøger skrevet af ’rigtige’ forfattere om ’moderne’ emner.

"Inspirationen kom bl.a. fra Rusland, hvor man efter revolutionen var interesseret i at skabe en ny børnelitteratur, der lagde vægt på hverdagen og på barnets nære liv snarere end eventyr, dyr i sjovt tøj og den slags."

Mød Nina Christensen til 'Bibi, Pippi og Tudemarie - nybrud i børnelitteratur' søndag d. 13/3

Den voksne pilles ned som autoritet
En central figur i denne nye ’avantgarde-børnelitteratur’ var ifølge Nina Christensen Egon Mathiesen, forfatter til bl.a. Fredrik med bilen (1944), Aben Osvald (1947) og Mis med de blå øjne (1949). Nina Christensen mener, at Mathiesen var med til at bringe børnelitteraturen i øjenhøjde med børnene.

”Egon Mathiesen er i dialog med barnet i sine fortællinger, hvilket især afspejler sig i oplæsningssituationen. Højtlæseren fremfører et udsagn, som er forkert – ”Der var engang en lille gabe” – hvorefter barnet for lov at korrigere og sige: ”Åh nej, jeg mener lille ABE”. Den voksne pilles ned som højtlæser og autoritet, og der lægges op til en dialog mellem barn og voksen, hvilket var noget helt nyt.

Et andet eksempel er Otto Gelsteds Kai og Anne i den store By (1933), der refererer til børns egne rim og remser – en strategi, der knytter sig til dadaismens interesse for barnets sprogleg som noget, der kan udnyttes kunstnerisk."

Børn skulle opdrages til et demokratisk samfund
Tendensen i første del af 1900-tallet er altså, at den didaktiske tilgang får et alternativ i børnelitteraturen, og at man overlader mere og mere tankevirksomhed til barnet selv. Men det betyder ifølge Nina Christensen ikke, at børnelitteraturen gav afkald på dannelsesidealer. Man ønskede stadig at opdrage barnet - målet med opdragelsen var blot et andet end før.

”En markant ændring er idéen om, at børnelitteraturen skal opdrage barnet til at blive borger i et demokratisk samfund. Den tanke bliver meget stærkere i første del af 1900-tallet, selvfølgelig også under indflydelse af 2. verdenskrig. Herefter lagde man stor vægt på at danne børn til at være demokratiske borgere i et mere tolerant samfund end det, man lige havde oplevet.”

Store forandringer
Generelt mener Nina Christensen, at børnelitteraturen fra perioden 1900-1950 er præget af store forandringer: ”Ser man på en billedbog fra 1920 og noget af det mest eksperimenterende børnelitteratur fra 1935, så er det tydeligt, at der er sket en revolution. I det visuelle formsprog, i teksten og i henvendelsen til barnet."

Hun mener også, at man kan lære meget om begivenhederne i årene 1900-1950 ved at kigge på tidens børnelitteratur. "De brud, der ligger i tiden, især den gradvise forskydning af autoritetsforholdet, er meget tydelige i børnelitteraturen. Dette vender tilbage i en ny bølge omkring 1968 – netop blandt nogle af dem, der som børn i 1930erne havde læst bøger af bl.a. Egon Mathiesen," siger Nina Christensen.

Du kan møde Nina Christensen under Århundredets Festival til arrangementet 'Bibi, Pippi og Tudemarie' søndag d. 13/3, hvor hun sammen med litteraturforskerne Lis Norup og Astrid Elkjær Sørensen og forfatteren Mette Finderup ser nærmere på, hvorfor børnelitteraturen i første del af 1900-tallet er befolket af aktive, omrejsende og antiautoritære pigefigurer.

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.