Den alsidige Bohr

Det første af over 50 arrangementer til Folkeuniversitetets eksistens-festival fandt sted i lokale 119 på Matematisk Institut, Aarhus Universitet. Den støvede lugt af kridt passede perfekt til aftenens arrangement, hvor publikum blev ført næsten 100 år tilbage i tiden på en rejse i Niels Bohrs liv. Arrangementet bød på visning af det første afsnit af DR K’s nye serie ’Store danske videnskabsfolk’, hvor ph.d. i biologi og forsanger i Magtens Korridorer Johan Olsen løfter sløret for Bohrs liv som forsker, filosof og kosmopolit.  

Efter visningen satte Johan Olsen og lektor i videnskabshistorie Kristian Hvidtfelt Nielsen sig godt til rette på scenen til en snak om den alsidige hr. Bohr.

 

Bag om Bohr

Olsen indledte samtalen med at fortælle om sin fascination af Bohr og tegnede et billede af mennesket bag fysikeren, en social og vellidt person.

 - Jeg er glad for Niels Bohr, fordi han er så vild!, fortæller han med et stort smil. - Naturvidenskab kan være virkelig svært ved at forklare og forstå, men det bliver først rigtigt svært, når man starter med at forklare, at det ikke er til at forstå.

Kristian Hvidtfelt kunne supplere med, at Bohr var en enestående forsker, der opdagede store skelsættende sammenhænge i atomernes verden, men at han til gengæld ikke altid gjorde sig lige god i selskabslivet. ’Hans kone Margrethe Bohr havde styr på alle hans studerende og kollegaer, og hun var den faste støtte, der lagde ører til hans komplicerede forskning, og som også hjalp ham i selskabslivet‘, forklarer Kristian Hvidtfelt. Margrethe Bohr er vigtig for at forstå livet omkring Bohr, og hun var med til at skabe det gode arbejdsmiljø, som herskede på Bohrs eget institut. 

Johan Olsen fortsatte med at indvie publikum i sine oplevelser med at grave ned i Bohrs historie og arbejdet med dokumentarserien. Her havdeDanmarks Radio sat ham i stævne med skuespillere, og arbejdsdelingen var klar. Johan skulle levere det videnskabshistoriske overblik, mens skuespillerne havde til opgave at vække de naturvidenskabelige genier til live foran kameraet. Johan var i starten skeptisk over for dramatiseringerne, men lod sig alligevel overtale af produceren. ’Jeg opdagede at skuespillet ikke kom til at virke kunstigt og fjollet. Blandt andet gave skuespilleren, som spiller Inge Lehman, mig gåsehud under optagelserne, og det var en meget nærværende oplevelse for mig.

 

Krig, bomber og politik

Film og samtale om Bohr kom ud over hans opdagelser inden for kvantemekanikken også ind på hans politiske arbejde under de to verdenskrige.

Under første verdenskrig skabte Bohr et samlingspunkt for naturvidenskabelige forskere fra både Frankrig, England og Tyskland. I Danmark fik naturvidenskabsfolk fra de krigsramte lande mulighed for at mødes om deres faglige interesser langt væk fra de storpolitiske konflikter og hensyn. Men da anden verdenskrig brød ud, kunne Bohr ikke fortsætte sit arbejde på instituttet.

Bohr forsøgte sidst i krigen at overbevise Churchill om at lade Sovjetunionen vide, at amerikanerne havde udviklet atombomben. Hans mål var at forhindre det våbenkapløb mellem USA og Sovjetunionen, der senere kom til at dominere den kolde krig.

Arrangementet sluttede med spørgsmål fra publikum og klapsalver til de to forskere.

 

Af Berit Kjærulff

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.