Den grønne fe og den dekadente dandy

Onsdag aften var der i Studenterhusets café en moderne litterær salon under overskriften ’Dandybar’, hvor lektor Dan Ringgaard fortalte om dandyen og dekadente digtere, forfatter Peter Poulsen talte om Baudelaire og oplæste fra ’Helvedesblomsterne’, mens Christoffer Gertz Bech fortalte om absintens historie og musikere fra Aarhus Symfoni Orkester leverede musikken til denne anderledes litterære aften.

Den første taler til aftenens litteratursalon er Dan Ringgaard, som indleder med følgende bemærkning:

- Jeg står lige og tænker på, om jeg er blevet inviteret på grund af mit navn – dandybar. Det lyder måske som en dårlig vittighed, siger Dan Ringgaard, hvorefter publikum ler.

Temaet for Dan Ringgaards tale er Oscar Wilde og hans roman ’The Picture Of Dorian Gray.’ Bogen blev mødt med voldsom kritik, da den udkom, hvilket resulterede i en retssag imod Oscar Wilde.

Død og forfald
Romanen handler om den forfængelige Dorian Gray, som får en kunstner til at male sit portræt. Da han ser portrættet, ønsker han, at han altid må forblive ung, og dette ønske går i opfyldelse. Dorian beholder sit ungdommelige udseende, men jo mere han hengiver sig til rusen, jo mere forfalder maleriet. Maleriet giver ham stadig større pinsler, og til sidst dolker Dorian billedet af sig selv med det resultat, at han selv forfalder og dør, mens maleriet vender tilbage til dets oprindelige tilstand.

Romanen er i sig selv ganske dekadent, ligesom Dorian Gray, fortæller Dan Ringgaard. Den repræsenterer to livsopfattelser – en idealistisk og en hedonistisk, og den balancerer imellem dem, ligesom Dorian og den sande dandy gør. Dekadencen i bogen og i 1800-tallets kunst er et udtryk for århundredets forfald, men også for en ny kunst.

- Romanen ’The Picture Of Dorian Gray’ røber en forbindelse mellem skønhed og forfald – på den anden side er det en negativ forbindelse – man kan godt være smuk og ond på samme tid, siger Dan Ringgaard.

Baudelaire og dekadencen
Den næste taler er forfatter Peter Poulsen, som tidligere har oversat Charles Baudelaires digtsamling ’Les Fleurs Du Mal’ – ’Helvedesblomsterne’. Digtsamlingen var, ligesom Oscar Wildes roman, kontroversiel, da den udkom, og måtte igennem censuren.

- Baudelaire var meget bevidst om, hvad det var, han ville med digtsamlingen – og det blev anset for at være for dekadent, fortæller Peter Poulsen.

Baudelaires digte indeholder en vis dekadent rus og ekstase, men de rummer også en provokation, hvilket netop er dandyismen og dekadencens mål. Peter Poulsen forklarer, at nogle af Baudelaires bedste og mest dekadente digte er hans kærlighedsdigte og erotiske digte, og læser digtet ’La Beauté’ op som eksempel. Baudelaire skildrer dog også andet end blot dekadencen:

- Baudelaire har været betragtet som dekadent pionér, men det er ikke det eneste, han kan. Det, jeg beundrer ved Baudelaire, er hans evne til at kombinere det dekadente med andre ting, siger Peter Poulsen, inden han slutter af med at læse op fra digtet ’ Den Ensommes Vin’.

Dandyisme og den grønne muse
Også caféen er denne aften tilpasset dandyen og den dekadente stil: i lokalet er der et par kvinder iført store og flotte rober, belysningen er dæmpet med et rødt skær, og der står fem-armede lysestager på bardisken og scenen. Barens sortiment er også udvidet – der sælges absint, som i pausen serveres af absintmester Christoffer Gertz Bech, som denne aften er gæstebartender og aftenens sidste taler.

Christoffer Gertz Bech er grundlægger af Det Danske Absintselskab. Han fortæller, at absint er en grøn anis-drik i familie med drikke som Ouzo, men dens særpræg er, at den også er krydret med malurt. Malurt blev betragtet som en lægeurt, og derfor drak man i starten absint for helbredets skyld, om end man drak det med stor fornøjelse.

'Den grønne time'
Christoffer Gertz Bech fortæller, at absinten blev en meget udbredt drik, og at den sene eftermiddagstime omkring klokken fem blev kendt som ’den grønne time’, fordi mændene drak et glas absint efter endt arbejde inden de skulle hjem til aftensmaden. Det blev efterhånden tydeligt, at ikke alle drak den grønne drik kun for helbredets skyld, og der kom en begyndende forargelse over absinten:

- Forargelsen var forbundet med, at den blev betragtet som kunstnernes trylledrik, siger Christoffer Gertz Bech.

I den forbindelse fik drikken en række kælenavne som ’den grønne fe’ og ’den grønne muse’. Absint var da også udbredt blandt kunstnere, og der findes et utal af citater om ’den grønne fe,’ som Oscar Wilde siges at stå bag:

- Jeg brød mig aldrig rigtigt om absint, men det passede så godt til min stil, fortæller Christoffer Gertz Bech at Oscar Wilde skulle have sagt på bedste dandy-manér.

Som afslutning på en dekadent aften spiller en strygetrio fra Aarhus Symfoni Orkester tre smukke satser af Wilhem Berger, Richard Strauss og Jean Sibelius. Tonerne fra violinerne og celloen sætter aftenens dekadente punktum. Dandyen ville have nydt det.

 

Af Charlotte Elisabeth Christiansen - en af festivalens frivillige reportere

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.