En guldfugls sjælelige længsler

Søndag blev dørene til Aarhus Teater slået op for omkring 100 personer, der alle blev inviteret indenfor til et indblik i 1800-tallets danske teaterhistorie. Det var hovedsageligt et modent publikum, men også en handelsskoleklasse fra Grenaa var i forbindelse med danskundervisningen taget til Aarhus. 

Fordelt på to hold skiftedes publikum til at se teaterstykket ’Guldfuglen’, omhandlende 1800-tallets teaterstjerne, darling og diva, Johanne Luise Heiberg, og at høre et foredrag om århundredets danske teaterscene.

Kunsten følger magten
I salonen holdt historiker Marianne Ninna Philipsen en times foredrag under titlen ’Dansk teater fra romantik til realisme’. 

- Johanne Luise Heiberg kommer man ikke udenom, men vi starter lige 26 år før, at hun fik sit gennembrud, forklarede Philipsen og begyndte således sit foredrag med at trække paralleller til den politiske scene i Danmark omkring 1800, hvor enevælden var på hæld, og hvor borgerstanden fik flere penge og derved magt.

Philipsen tog udgangspunkt i ’Det Kongelige Teater’, da det var her centrum for hele landets kulturelle udvikling var. Udover det samfundsmæssige aspekt kom hun vidt omkring forskellige skuespillere og forfattere, samt 1800-tallets publikum, herunder også rotter og katte.

Da enevælden blev afskaffet i 1848, blev kongens teater til et teater for folket. Som Philipsen ironisk udtrykker det, valgte man nu en ny ’enevældig’ direktør i form af Johan Ludvig Heiberg, der i sandhed ikke var en folkets mand, men derimod en åndssnob med fine fornemmelser. For ham skulle det poetiske og skønne være i teatrets højsæde, og han var derfor meget imod realismens indpas på den danske scene.

Hvis romantikken formede guldalderen i første halvdel af 1800-tallet, var det dog realismen, der kendetegnede den sidste halvdel.

Fuglen bliver stækket
I 1826 så Johan Ludvig Heiberg første gang sin fremtidige hustru optræde. Han var kendt for sin kærlighed til yngre piger, og han forelskede sig således også i den tyve år yngre skuespillerinde. Fem år efter blev de gift.

- Hun havde en evne til aldrig at kunne lave en uskøn bevægelse; hverken på scenen eller privat, forklarede Philipsen som én af grundende til 1800-tallets forgudelse af den såkaldte guldfugl.

Ludvig Heiberg tog det som sin opgave at oplære og danne sin hustru, og lod hende sjældent komme ud i offentligheden andet end på scenen.

Guldfuglens sjælelige længsler
’Guldfuglen’ blev opført egenhændigt af Linnea Voss, der tilmed også har skrevet stykket ud fra blandt andet Johanne Luise Heibergs erindringer. 

Med salens guldfarvede tapet og det ornamenterede loft, var Kampmannsalen på mange måder ideel til fremførelsen af skuespillet, hvor der før forestillingen lød en følelsesladet suite af Bach.

Musikken stoppede, og skuespillerinden trådte elegant ind og op mod scenen gennem publikumsrækkerne. Iklædt en hvid kjole og med det mørke hår opsat på karakteristisk vis med snørkler over kinderne, lignede hun sin rolle, Johanne Luise Heiberg, til fulde.

Skuespillet var fyldt af en inderlighed. Publikum mærkede, når Johanne Luise Heiberg gav sig hen i sine følelsers vold, og når hun pludselig tog sig sammen igen, som den dannede frue, hun havde lært at være.

Hun fremstod som en ægte diva, og det blev meget klart, hvem Johanne Luise Heiberg ikke kunne fordrage (svigermor, realisten Frederik Hødet og den ’kvindagtige’ H.C. Andersen), og hvem hun elskede, nemlig sin kunstnerbror, Michael Wiehe.

Hun holdt af sin mand, men savnede lidenskab og kærlige ord. Forestillingen bragte noget rørende og ulyksaligt til guldfuglens stjerneskæbne.

Hundrede års teaterliv
Mellem skuespil og foredrag kunne publikum nyde forfriskninger i foyeren, hvor der var ophængt en række tavler. Her kunne man følge Aarhus Teaters udvikling helt tilbage fra indvielsen i Kannikestræde, og blev kaldt for ’svedhytten’ som et billede på teaterets indeklima.

På andre tavler blev prominente stykker og forfattere fra 1800-tallet fremhævet, og i vinduesnicherne stod smukke kjoler fra forskellige forestillinger.

Både hver for sig og ved at understøtte hinanden gav skuespil, foredrag og udstilling et godt indblik i den danske teaterscene i århundredet, hvor Johanne Luise Heiberg var teaterscenens ukronede dronning og guldfugl.

 

Af Cecilie Martensen Rasmussen

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden til dine behov og interesser. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.