En kampklar eftermiddag

Feminismen er kvindens kamp for at få lov til at være andet og mere end et køn. Det handler om retten til først og fremmest at være menneske og dernæst kvinde.

I den gamle byrådssal i Kvindemuseet stimler folk til. Faktisk stimler de så talstærkt til, at der bliver hentet ekstra stole, og folk bliver presset sammen. Jeg tæller 3 mænd i forsamlingen. En gammel, en midaldrende og en ung. De ser alle ud til at være her med en kvinde.

”Glædelig kampdag i morgen!” bliver der lagt ud. Aftenens program bliver præsenteret som at tematisere, hvad det vil det sige at være kvinde og feminist. Oplægsholderne er Christine Dreyer Alexandersen, der var på den seneste redaktion af Kvinde, Kend Din krop (udgaven fra 2013), og Anna Sloth Harbo, der er chefredaktør på Friktion, et online magasin om køn, seksualitet og kultur. De vil hver især komme til at tale meget ud fra deres arbejde.

Christine fortæller at hun har gjort sig mange tanker om, hvordan det har været i kølvandet på udgivelsen i 2013. Der er måske ikke mange, der ved det, men hver gang der bliver skrevet en ny Kvinde, Kend Din krop, bliver tekster ikke bare kopieret over. Nej, alt bliver gennemskrevet igen. Og så tilføjer og fjerner man efter redaktionens kompromiser. Der er ligeledes en ny redaktion hver gang.

 ”… Og så bliver der taget et snapshot af din kusse”

Den seneste udgivelse kom faktisk i forbindelse med Kussomaten. Kussomaten er en artefakt, der kan tage et billede af dig nedefra, når du sidder, nøgen, på en stol med det dertil indrettede, næsten manglende sæde. Den har turneret rundt i landet, været udstillet, og står nu på et depot på Kvindemuseet. Den er opfundet af personer fra Kvinde, Kend Din Krop-redaktionen fra 2001-udgaven.

Modtagelsen af billederne fra Kussomaten, og generelt billedvalget til bogen fra 2013, bekræftede den store nødvendighed i at vise den kropsmangfoldighed, som vi er blevet blinde for. Vi er meget kropsforskrækkede og nypuritanske i vores offentlige verden. ”Nu skal vi se det hele! Blod, sved, sekreter!”, som Christine udtrykker hendes egen kamp gennem bogen blev. Der var virkelig meget forargelse fra især kvinder, i forbindelse med 2013-udgivelsen. Det synes Christine siger meget om vores generation, som er ret bornert og finpoleret. Hun vil gerne have at vi ikke stirrer os blinde på at kvinden er et flot billede på en plakat, og at kvinder skal få lov til at være til stede og blive hørt, uden at skulle være fuckable og 20 år.

 Vi står på skuldrene af historien

Anna Sloth starter sit oplæg med at påpege at alle nyfeministiske tiltag, som fx hendes eget magasin, der har eksisteret i godt et år nu, står på skuldrene af den ”gamle” feminisme. Friktion er et magasin der forsøger at arbejde i et queeret, interseksuelt felt, og som er imod kønsbinære samfundsopfattelser.

Der sker en hel masse med feminisme for tiden, især i mainstreamkulturen. Det er alt sammen rigtig godt, og hun nævner også, at Kvinfo fx er tilbage på finansloven. Men det er vores alles fælles opgave at sikre, at det her ikke bare forbliver et modefænomen. Tendensen skal helst fortsætte.

 Den akademiske force… eller farce?

Da der bliver lagt op til debat, kommer mange forskellige emner og synspunkter i spil. Den mest interessante diskussion, synes jeg, er den om, hvorvidt snakken om køn og feminisme er taget til fange af det akademiske sprog. Der er en del blandt publikum, der har svært ved at forstå den generelle meget akademiske tilgang man meget tit møder i disse emner. Det er jo rart for dem, der er inde i teorierne, men har kvindekampen spillet en smule fallit, hvis den ikke er inkluderende på alle samfundslag? Så har man i hvert fald et problem med den interseksuelle drøm om at alle kvinder vil kunne samle sig, på tværs af diverse minoritetsgrupper, aldre og miljøer.

Af Cecilia Dybris Marini

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.