Et brag af en åbningsfest

Ildgøglernes flyvende flammer viste vejen, da tæt på tusind forventningsfulde gæster ankom til Århundredets Festivals store åbningsfest på Godsbanen. Præcis kl. 19.30 blev dørene slået op til Rå Hal, der for en aften var forvandlet til en eventyrlig 1800-talsverden med trapez og tryllekunstnere, cancan-dansere og musikanter, der bare ventede på at slippe magien løs. 

Med en popcornspose i hånden kunne den store menneskemængde bevæge sig rundt til hallens forskellige scener og shows i en lang hale efter kabaretorkesteret Zirkus, der med llutionist Jean Jacquel Le Mage i spidsen - på toppen af det rullende klaver - præsenterede den ene artist efter den anden i autentisk 1800-talsmegafon. En forsmag på de koncerter, orkesteret senere på aftenen præsenterede på en af Godsbanens Katapultscene.

Koncerter, satire og honkytonk
Efter en halv times spektakulær åbningsseance i Rå Hal kunne publikum træde ind i resten af det 1800-talsunivers, der var skabt i Godsbanens øvrige rum. I Foyeren sad satireavisen Rokoko-posten klar til at tage imod aftenens sladder, mens Jane Austen-klædte kvinder og galante herrer dansede lancier.  I saloonen slog et honkytonk-klaver stemningen an, mens flirtende cancan-dansere sparkede skørterne langt op i luften og whiskeyer blev langet over baren.

Ved siden af i aftenens romantiske hule var gulvet beklædt med rødt gulvtæppe, og projektioner af svævende blomster skabte en drømmende stemning, der passede perfekt til 'Dreamers' Circus' moderne greb på spillemandsmusikken. Den unge trio fik i løbet af aftenen besøg af kendte solister som Søren Huus og Tuva Semmingsen, der gav hver deres bud på en nyfortolkning af 1800-tallets store nationale sangskat. Både her i hulen og i Videnskabinettet kunne videnshungrende festdeltagere på blot et kvarter blive klogere på århundredets store temaer nationalisme, kønskamp, industri og romantik. 

Aftenens mere eksotiske indslag løb af stablen på spillestedet Radar, som også er en del af Godsbanebygningen. Lave borde og skamler, mellemøstlige tapastallerkner, balkanrytmer og tyrkisk folkemusik havde forvandlet rummet til en Orientalsk Lounge - en kærlig hilsen til 1800-tallets fascination af fremmede kulturer.

Form og indhold  i skøn forening
Med krinolinemodeshow, lancierundervisning, koncerter og forkerspeaks havde gæsterne nok at se til på en aften fyldt med indtryk. Blandt de sansebombarderede gæster var de 34-årige veninder Rikke Rask og Marie Laursen, der havde ladet mænd og børn blive hjemme.

- En anden veninde inviterede mig med til et af middagsarrangementerne under 1700-talsfestivalen i 2012. Det var en stor oplevelse, så jeg var klar på mere, da programmet for årets festival dukkede op, siger Rikke Rask, der med sort hat, vest og jakke var gået efter dandy-looket.

Hendes cancan-klædte veninde Marie Laursen kendte ikke til hverken Århundredets Festival eller Folkeuniversitetet, før hun ankom til aftenens store åbningsfest.

- Men jeg er meget imponeret. Det er fantastisk at komme til en fest, hvor form og indhold bare smelter sammen, når hun at fortælle, før de to veninder ilede videre til Foyeren for at deltage i aftenens anden omgang lancierundervisning går i gang i Foyeren.

 

Følg med her og på facebook - mange flere billeder er på vej.

 

Af Maria Fly Vilsbøll

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden til dine behov og interesser. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.