Festivalpraktikant søges

Hvad er Folkeuniversitetet?
På Folkeuniversitetet formidler vi forskningens metoder og resultater til alle interesserede. Det gør vi ved hvert år at præsentere mere end 1.000 forelæsningsrækker i vores tre afdelinger i Aarhus, Emdrup og Herning. Derudover arbejder vi med forskningsformidling i krydsfeltet mellem viden og kultur, bl.a. når vi årligt tilrettelægger og afvikler tre vidensfestivaler; Århundredets Festival i marts, Hearts & Minds i september og Nordiske Nätter i november. 

Bliv en del af Folkeuniversitetets festivalteam 
Som praktikant inviteres du med ind i festivalernes maskinrum og bliver en central person i kommunikationen, markedsføringen, planlægningen, afviklingen og evalueringen af en eller flere af vores festivaler. Du bliver en del af vores sekretariat og vil have kontakt med forskere og samarbejdspartnere fra videns-, kultur- og erhvervslivet i og omkring Aarhus.

Selvstændige arbejdsopgaver
Dine arbejdsopgaver tilrettelægges i samarbejde med din mentor. Du får naturligvis den nødvendige sparring og introduktion til systemer og programmer, men vi forudsætter, at du hurtigt kan arbejde selvstændigt med opgaverne. Dine arbejdsopgaver involverer idéudvikling, programlægning, kontakt med og servicering af forskere, kommunikationsopgaver, tekstskrivning, redigerings- og korrekturopgaver, men kan også være af mere praktisk art, især op til og i de perioder, hvor
festivalerne afholdes. Din faglige baggrund er ikke afgørende, men du skal have interesse for vidensformidling samt være en aktiv kulturbruger.

Vi efterspørger praktikanter der:
• har viden indenfor litteratur, kunst, kultur, historie og/eller samfund
• har erfaring med kommunikation på forskellige platforme
• har lyst til at arbejde med vidensformidling i nye og skæve formater
• har en struktureret tilgang til deadlines og kan tackle travlhed på konstruktiv vis
• er effektive, kreative, initiativrige og nysgerrige
• er fleksible og indstillet på at det i perioder er nødvendigt at arbejde udenfor normal kontortid
• evner at bevare overblikket og samtidig have sans for de små detaljer
• er praktisk anlagt og serviceminded

Lidt om os:
• Vi er en homogen arbejdsplads med 13 fastansatte og et varierende antal praktikanter og projektansatte, de fleste akademikere
• Vi har til huse i NAVITAS på havnen i Aarhus i nyindrettede flermandskontorer med kantine og fitnessfaciliteter
• Vi sætter pris på en uhøjtidelig, humoristisk og afslappet omgangsform
• Vi tilrettelægger et fælles introforløb for praktikanter og muligheden for at skrive praktikopgave hos os
• Vi har praktikanter året rundt og var normineret til årets praktikvirksomhed i 2015

Læs opslaget som pdf

FAKTA
• Praktikstart: August til december 2016 – eller efter aftale
• Praktikomfang: Som udgangspunkt er vi kun interesseret i fuldtidspraktikanter, men hvis du er fleksibel, er vi det også!
• Ansøgning: Send din ansøgning og dit CV til festivalchef Hanne Lundgren Nielsen, hln@fuau.dk
• Deadline: Send bare din ansøgning med det samme. Vi inviterer løbende til samtaler, og vi lukker opslaget, når vi har fundet efterårets praktikanter. Seneste ansøgningsfrist er dog 1. juni 2016

Arbejdssted:
Folkeuniversitetet i Aarhus, Emdrup og Herning
NAVITAS, Inge Lehmansgade 10, 5. sal, 8000 Aarhus C
88804300 / info@fuau.dk / www.fuau.dk

 

 

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden til dine behov og interesser. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.