Forelæsning og film i selskab med zombier

Zombier i Paradis

2. sal i Øst for Paradis var i aftenens anledning forvandlet til intet mindre end et rædselskabinet. Ved indgangen hang spindelvævet i dørkarmen, og foran trappen lå en afhugget hånd, som en af de besøgende udpegede ivrigt for sin kæreste. Uhyggen steg, så snart man trådte ind i caféen, hvor lysestager fyldte bordene, og edderkopper hang på lampeskærmene. Bag disken lå afsavede lemmer ved siden af slik og chokoladebarer, og i den anden ende havde et råddent skelet taget plads ved et bord. Men det var ikke kun levende mennesker, som var kommet på besøg. I døren stod en halt tjener med et arret ansigt og hvide pupiller.

 - Monsieur og Mademoiselle, bukkede han, kunne De tænke dem en drink? Hvorefter han tilbød blod fra menneskekraniet, som han bar rundt på sit runde sølvfad. De fleste gæster takkede dog høfligt nej til den ellers venlige zombie, der havde rejst sig fra graven sammen med en håndfuld andre: En kvinde i en lang, hvid kjole gik hvileløst rundt, og det samme gjorde et fornemt par, som var klædt på til maskebal og derfor nægtede at vente sammen med pøblen. Gæsterne havde oftest smil og fascination tilovers for de udklædte statister, men hvis der var en zombie, der formåede at gøre dem skidt tilpas, så var det den rødhårede kvinde i en laset, grå kjole. Som den eneste forholdte hun sig tavs, mens hun stirrede på gæsterne og hvæsede af dem med hængende hoved og teaterblodet kriblende ned af ryggen.

 - Du må ikke spise mig, udbrød en person i køen til biografsalen, og en pige var tæt på at snyde foran for at undgå zombiens gennemborende blik.

Et sensitivt frygtsystem

Efter en halv time i selskab med både opvartende og faretruende zombier satte gæsterne sig til rette i den dunkle biografsal. De mørkeblå gardiner satte stemningen sammen med den dæmpede belysning, og foran lærredet var der anlagt tunge gravsten, dækket med støv og spindelvæv. Så snart alle havde taget plads, trådte horrorforskeren og adjunkt i engelsk, Mathias Clasen, frem til venstre for minikirkegården og ville med et PowerPoint-show og en kort forelæsning belyse temaet for Århundredets Festival på en alternativ måde:

- I aften skal det handle om fraværet af eksistens, fastslog han som det første. Vi skal se nærmere på vores frygt og spørge, hvorfor horror-genren tiltaler os som mennesker.

For at besvare dette spørgsmål besluttede Mathias Clasen sig for at søge tilbage i historien; nærmere bestemt tilbage til menneskets forfædre, hvor frygten var en almen kendsgerning og samtidig det, der fik urmennesket til at overleve i datidens faretruende omgivelser:

 - Det var ikke de frygtløse Chuck Norris-typer, som overlevede. Det var derimod bangebuksene, der kunne videregive frygten som et levevilkår til deres efterkommere.

Med dette evolutionspsykologiske fokus perspektiverede Mathias Clasen til nutidens dyrkelse af horror, som kom i mange afskygninger – for eksempel børns gemmeleg eller et afsnit af ’Kriminalkommisær Barnaby’ for pensionisterne. Begge tilfælde afspejlede ifølge Mathias Clasen den selvsamme, medfødte mekanisme fra urmennesket, hvilket bedst beskrives som et sensitivt frygtsystem, der holder os i live.

Night of the Living Dead

Aftenens sidste uhygge skulle finde sted på biograflærredet i form af George A. Romeros kultklassiker, ’Night of the Living Dead’ fra 1968. Som optakt til filmen kom Mathias Clasen nærmere ind på horror-genrens historiske udvikling fra spøgelseshistorierne rundt om bålet til de moderne medier såsom film og computerspil. Han fastholdte dog, at især horrorfilm har mere at byde på, end vi umiddelbart tror:

- Horror-genren er mere end hjernedød underholdning, understregede han. Den formår også at diagnosticere sin samtid og sige noget universelt om mennesket.

For ’Night of the Living Dead’s vedkommende er det 60’ernes USA, som står for skud. Vietnam-krigen og et krakeleret amerikansk samfund afspejles i filmens levende døde, som vandrer hvileløst rundt og fortærer de levende i ægte zombiestil. Samtidig forstærker zombierne menneskenes rolle, herunder deres katastrofehåndtering og indbyrdes medmenneskelighed. Med Mathias Clasens ord fungerer zombierne som katalysatorer for en dybere, psykologisk såvel som sociologisk fortælling:

 - Igennem fiktionen kan vi lære meget om menneskets reaktion på det værst tænkelige, lød hans afsluttende kommentar, hvorefter publikum fik lejlighed til at stille spørgsmål og klappe af det tankevækkende foredrag. Da ’Night of the Living Dead’ blev sat i gang, fik publikum således mulighed for at se en af horrorgenrens mesterværker i øjnene, og flere gange fik filmens scener et par personer i biografsalen til at fare sammen.

Af Lea Jørgensen

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.