Hvad kom først – eksistensen eller essensen?

Fremmødet var stort og opmærksomheden på sit højeste, da ugens sidste filosofibar løb af stablen i Studenterhusets Café fredag eftermiddag. Efter tre dage med Kant, Kierkegaard og Heidegger, var turen nu kommet til en af eksistentialismens meste prominente tænkere – Jean-Paul Sartre.

Fuldt hus

Allerede en halv time før arrangementet tog sin begyndelse, var langt de fleste siddepladser optaget. Unge studerende sad skulder ved skulder med både jævnaldrende og et ældre publikum, som alle havde slynget deres jakker over stoleryggene og sad med tasker i skødet eller under sædet. Og sæder skulle hurtigt vise sig at blive en mangelvare i caféen, hvor strømmen af nye deltagere fik arrangørerne til at hente flere stole fra de omkringliggende lokaler, indtil de af plads- og sikkerhedsmæssige årsager måtte stoppe. Manglen på siddepladser holdt imidlertid ikke de filosofiinteresserede tilbage, og de nyankomne tyede derfor til gulvet, maste sig ind i et hjørne eller forsøgte at skaffe sig en ståplads ved baren. Det var dog de færreste, som nåede længere end til baren, men et par unge mennesker med skoletasker og strikhuer nåede som de sidste at slå sig ned i midtergangen, lige inden dagens oplægsholder tog ordet i en café, der var fyldt til bristepunktet.

Eksistentialismens protagonist

Undervisningsassistenten i filosofi, Kresten Lundsgaard-Leth, guidede i den næste time publikum rundt i filosofiens historie med Sartre som hovedperson og temaet eksistens som nøgleord. I den første halvdel var Sartres liv og levned omdrejningspunktet, og Kresten fik på kort tid præsenteret både Sartes forfatterskab og udsvævende personlighed. Med store armbevægelser imiterede han Sartres gestik og tonefald. Og skuespillet fremkaldte latter i den menneskefyldte café, og det samme gjorde beskrivelsen af Sartres tilsyneladende vilde liv:

 - ”På mange måder var Sartres liv præget af sex, drugs and existentialism”, fortalte Kresten, hvorefter han kastede sig over Sartres berømte essay fra 1946 - ’Eksistentialisme er en humanisme’. Her fremlagde han forbindelsen mellem eksistentialisme og humanisme og understregede Sartres afgørende præmis, nemlig at værdierne opstår ved menneskets valg. Så langt, så godt. Men filosofiens leveråd blev leveret side om side med dens dilemmaer, og Kresten understregede løbende i sit oplæg, at idéen om menneskets frie valg har sine konsekvenser: For hvis mennesket er frit til at vælge og dermed fastsætte værdier på egen hånd, så følger der med dette frie valg også et ansvar og en dertilhørende angst. Mennesket risikerer da at begå et eksistentielt selvbedrag, hvor man mener det ene og gør det andet – sagt med Krestens ord:

 - ”Valg og handling må og skal hænge sammen for Sartre. Der er kun realitet i handling, og man må derfor efterleve de værdier, som man selv fremfører via sine valg. You practise what you preach.”

Sartre og eksistens

Under hele oplægget blev Krestens engagement mødt af et opmærksomt publikum, som syntes at suge filosofien til sig. Samtlige lyttere nikkede eller smålo bekræftende, så snart de genkendte Sartres budskaber og problemstillinger, og selv om der ikke var sat tid af til spørgsmål, viste en time sig ikke at være helt nok til eksistentialismens protagonist. Kresten Lundsgaard-Leth lod sig imidlertid ikke gå på af tidspresset, og valgte i stil med festivalens tema og selve Sartres menneskesyn at afrunde sit oplæg med ordene:

 - Eksistens går forud for essens. Ifølge den tankegang er mennesket derfor, hvad det gør sig til og er på sin vis ufærdigt til sin død – derfor er det passende, at dette foredrag også ender ufærdigt.

Som svar lød der endnu en gang latter fra publikum og caféens besøgende kom en times stilhed til livs ved at give et stort bifald.

Efter forelæsningen stillede arrangørerne og Kresten de fremmødte deltagere overfor et valg: Ville de ud og nyde det flotte forårsvejr eller bliver i caféen og hjælpe Kresten med at afrunde årets filosofibar med guitarspil og fællessang? Der lød straks et brøl fra tredje række – ”sang, sang, vi vil ha’ sang.” Kresten slyngede elegant guitarstroppen over skulderen og satte sig til rette på scenekanten. Filosofibaren lukkede i højt humør til tonerne af Backstreet Boy’s ’I want it that way’ og Beatles’ ’Yesterday’.

Af Lea Grosen Jørgensen

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden til dine behov og interesser. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.