Hvem var festivalens ansigt?

Har du også set festivalens ansigt og undret dig over, hvem det var, der lagde krop til? Manden på billedet hedder Carsten Fogh Nielsen og er adjunkt i filosofi på Aarhus Universitet.

Mød tegneseriefilosoffen Carsten Fogh Nielsen

De fleste af os forbinder nærmere superhelte med ungdomslitteratur eller Hollywoodfilm end dyb, eksistentiel kunst. Men ifølge Carsten Fogh Nielsen, der er adjunkt i filosofi på Aarhus Universitet og ekspert i tegneserier, er lige præcis superheltetegneserier faktisk særligt eksistentielle. Fordi deres karakterer er velegnede til at illustrere de dilemmaer, der følger med det at være et moderne menneske.

”Superhelte er eksistentielt specielle, fordi de konkretiserer grundlæggende værdier i ekstrem og idealiseret form. De helte, vi har, er udtryk for, hvilke værdier vi tilslutter os eller mener vi bør tilslutte os. Både som mennesker og samfund. Vi udlever(er) vores værdier i vores helte,” forklarer han.

Superman og det moderne livs paranoia

Carsten Fogh Nielsen har skrevet flere artikler om superhelte og filosofi, bl.a. om ligheden mellem Superman og den tyske oplysningsfilosof G.F.W. Hegel, og hvordan man kan genkende den engelske filosof Thomas Hobbes i Batman. Han forklarer, at det, vi kalder en superhelt, er en figur med tre kendetegn: Det er en person med overmenneskelige kræfter. Han eller hun har en hemmelig identitet og et kostume. Og endelig optræder helten i en verden, hvor der strides mellem godt og ondt.

Derfor er der masser af brag, farver og underholdning i superheltene. Men for Carsten Fogh Nielsen er det exceptionelle ved dem den splittelse, heltene kæmper med. At de på den ene side er en del af menneskeheden og på den anden hæver sig over den. Det forhold fungerer som et spejl på det moderne menneskes liv, også selvom vi hverken kan flyve eller har røntgensyn. For i vores moderne samfund er man aldrig bare er én ting eller én person. Du er altid alle mulige ting, der ikke nødvendigvis passer sammen. Og det er et problem, som Batman, Superman og de andre superhelte i helt ekstrem grad tumler med:

”Den dobbelte identitet er det grundlæggende kendetegn ved superhelte – Superman er også Clark Kent, Batman er også Bruce Wayne. Det er en dobbelthed, som adskiller dem fra mere klassiske helteskikkelser, der ikke på samme måde er præget og plaget af identitetsmæssig paranoia. Superhelten er på den måde den moderne helt par excellence; en skikkelse der inkarnerer det moderne menneskes grundlæggende eksistentielle splittelse og usikkerhed på sin egen identitet,” forklarer Carsten Fogh Nielsen.

Af Anne Engedal

Læs hele interviewet med Carsten Fogh Nielsen på litteratursiden.dk

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden til dine behov og interesser. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.