Interview med Bertel Nygaard

Af: Mathilde Hornung-Nissen, festivalmedarbejder ved Folkeuniversitetet i Aarhus 

Du er jo på forsiden af festivalprogrammet 2017. Hvordan har du det med at 180.000 husstandsomdelte programmer bærer dit ansigt – og din relativt nøgne overkrop?

Ja, den er ikke så nøgen længere, med grafikken er den da blevet forholdsvis tækkelig. Men altså, det har jeg det helt fint med. Jeg synes grundlæggende, det er sjovt – det er sjovt at være med til, og for mig er det jo også en del af det at optræde; det er jeg vild med.

 

Er det din indre musikerstemme, der taler nu?

Det er det nok lidt. Men det er også en vigtig del af det at være på universitetet. Jeg elsker at undervise. Jeg kan virkelig godt lide fornemmelsen af at tale ud til et publikum og fornemme de øjeblikke, hvor sammenhænge og forståelse træder frem for de studerende. Jeg skriver også formidlende tekster og holder foredrag, og noget af det bedste jeg ved, er at komme i dialog med folk og mærke – når det går godt – at jeg også rykker noget hos dem og giver dem redskaber til at reflektere. Det handler ikke bare om, at jeg så fortæller dem, hvad de skal gøre – det er også noget, jeg selv lærer rigtig meget af.

Når jeg holder foredrag med min lille tænkepause-bog "Håb", kommer jeg mange forskellige steder. Jeg var engang ude på et hospice med det foredrag – for personalet på stedet. Der havde jeg en del tanker om, hvad jeg kunne bidrage med sådan et sted. Men de refleksioner, jeg havde om forholdet mellem vores hverdagsforhåbninger og de store håb om verdensforbedring og forskellige skalaer af håb – den form for refleksion over hvordan vi kan forme og bevidstgøre vores håb, kunne de godt bruge til noget. Og jeg lærte meget af besøget og fik et nyt perspektiv på mit emne.

 

Når man kigger ned over listen med arrangementer, du medvirker i under Århundredets Festival, tegner der sig et billede af musik, oprør og diskussioner omkring værdier. Er det tre temaer, du også vil sige går igen i dit eget liv?

Det med at bruge musikken i mit akademiske arbejde er relativt nyt for mig, men det er jo noget af det fantastiske ved Folkeuniversitetet, at jeg får mulighed for at kombinere mit arbejde med noget, jeg har gjort i mange år og holder meget af – nemlig at spille guitar og synge.

Det, der knytter de forskellige arrangementer under festivalen sammen for mig, er især mit arbejde med håb, utopier, oprør og revolution: Hvordan kan vi forestille os bedre fremtider, hvordan kan vi skabe bedre samfundsmæssige fremtider? Det er jo de spørgsmål, der ligger i både protest-sangene fra 70'erne og den type af børnesange, jeg giver mig i kast med sammen med min ældste og bedste ven Jacob, som altså valgte musikervejen.

venndtognygaard_presse02_4437_1936x1296px.jpg
Venndt og Nygaard tager publikum med på musikalske tidsrejser

 

Har I en lang fælles historie?

Ja, vi har spillet sammen siden vi var teenagere og kendt hinanden siden vi var 6-7 år, fra Randers Lille Skole. Børnesangene har vi spillet længst. Som band har vi optrådt med dem i omtrent ti år nu, men de fleste af dem stammer fra vores skolegang, hvor vi sang dem om morgenen. Mange af de sange fra dengang handler om samfundsproblemer og kritiserer forskellige former for ufrihed og undertrykkelse. Det er i sig selv et tidsbillede. Det er jo ret udskældt i dag, at man dengang ville gå i dialog med børnene på lige fod med de voksne, også om alvorlige problemer. Tag f.eks. selve indbegrebet af det projekt, en sang som "Vi voksne kan også være bange", som vi også har med på repertoiret i dag. Den handler om forurening, krig og problemerne i den verden, børnene skal vokse op i. I selve teksten er der mere frygt end håb, men hele budskabet er alligevel båret frem af et underliggende håb om, at det ikke blot vil lykkes at give barnet en god opvækst alligevel, men også at barnet vil arve eller selv skabe en bedre verden end den, fortælleren i sangen frygter.

De politiske voksensange, som vi også skal spille til festivalen – sange af Røde Mor, Agitpop og andre – er i endnu højere grad udtryk for deres tid. De knytter sig meget mere direkte og eksplicit til politiske programmer for verdens forandring og til politiske bevægelser. Her kommer det blandt andet til at handle om, hvad musik er – er det så et politisk middel eller et mål i sig selv; hvad sker der med musikken, når den bliver politisk?

 

Du skal også med os hjem til Elvis, når vi besøger Memphis Mansion i Randers. Er du selv Elvis-fan?

Ja, det har jeg været siden jeg var barn, og det er blevet hos mig som en interesse, så efterhånden har jeg samlet en ret stor viden om det emne. Men som voksen kulturhistoriker har det især slået mig, at der er et kæmpe paradoks i Elvis som fænomen. På den ene side er Elvis et fast kulturelt symbol og motiv i vores tid. Hans navn og ansigt dukker op overalt, og man kan referere til Elvis som et fast symbol. På den anden side er der helt afgørende sider af Elvis, vi ikke kender til – jeg tænker ikke på privatpersonen Elvis, for han er efterhånden næsten alt for godt beskrevet; men Elvis som kulturhistorisk fænomen, altså hvad Elvis har betydet for efterkrigstidens nye forståelser af musik, kropsbevægelse, seksualitet, ungdomskultur, klasseforhold og meget mere. Og især interesserer jeg mig for, hvordan dette også har haft betydning uden for USA, f.eks. i Danmark, hvor man jo måtte forholde sig til Elvis og den nye rock- og popmusik som kulturelle importvarer.

Efterkrigstidens Danmark og Vesteuropa var meget orienteret imod USA og havde måske et tvetydigt forhold til USA, men lod sig alligevel inspirere af landet. Nogle af de afgørende sider af ungdomskulturens og musikkens historie, som vi ikke kender nok til, ligger i fortællingen om Elvis. I f.eks. Danmark er det slående, at han i første halvdel af 60'erne var den største popstjerne herhjemme, indtil Beatles overtog scenen. Det kan godt være forbløffende at opdage, når man ser på, hvordan man i almindelighed har skrevet om den tids musikhistorie.

Langt det meste musikhistorie er skrevet som tilbageblik på de markante nye fænomener, der afsætter øvrige spor. Det gjorde Elvis i 50'ernes USA, og derfor er den tidlige Elvis også anerkendt i musikhistorien. Men det, han blev kendt og dyrket for i 60'ernes Danmark var ikke nyskabende på samme måde, så derfor har man ikke interesseret sig synderligt for det, men derimod hellere skrevet om de nye britiske orkestre, der dukkede op fra 1963-64 og frem, især Beatles. Og den fortælling vil jeg gerne rokke ved i mit foredrag på Memphis Mansion i Randers.

DSC01150.JPG
Bertel Nygaard med til Folkeuniversitetet til Folkemøde på Bornholm i 2014

 

Din interesse for revolution og samfundsmæssig udvikling, udspringer den af den tid, du er vokset op i?

Jeg voksede jo op i 80'erne, så man kan næppe kalde mig et barn af en revolutionstid. Men det, man oftest bare forkorter som 1968 – som i virkeligheden meget er noget, der skete i 70'erne – gav langvarige ekkoer, som også varede ind i min egen barndom og ungdom: Forestillingen om, at alting kunne være genstand for kritik, at det var godt at være kritisk – den overlevede! I min skole var der opfattelsen af, at det var okay at reflektere selv, og det kan vel nok ses som et fundament for min senere teoretiske, politiske og historiske interesse for hvordan mennesker har skabt og forandret deres samfund. Den interesse greb mig meget allerede i teenageårene; når jeg altså ikke lige spillede musik.

Det at vokse op med rester af 68-oprørets håbefuldhed og åbenhed i bagagen i en tid, hvor verden måske mindre så ud til at kunne laves om – den kontrast har nok været med til at stimulere min interesse for hvad det er, der er på spil i sådan et fænomen, der på mange måder kan virke så fremmed for vores tid og verden, som den sociale revolution. Jeg vil vove at påstå, at vi i dag har fået voldsomt svært ved at forestille os det i dag – at vi kan forvandle verden til noget, der er bedre.

 

Så der er sket et skred, i forhold til hvad der optager os som mennesker i det samfund, vi lever i?

Ja, det er blevet sværere at se, hvordan vi skal kunne forandre verden til noget bedre i dag. Det, der optager os, når vi går i biografen, læser bøger og ser fjernsyn, det er hele tiden vores frygt. Vi ser "The walking dead" og "Hunger Games" – det er skrækscenarier, som vi kan spejle vores tid i. Det er det, der har troværdighed i vores tid, hvorimod det mere håbefulde virker naivt og bedaget. Mange serier og film i dag har karakter af dommedagsscenarier – se bare på "Game of Thrones" hvor man, uden at spoile noget, godt kan sige at de nærmest allesammen dør. Det er jo håbløst. Det er en slags meditation over fraværet af håb – der er ingen udvej, der er ingen frelse; hvor skulle den komme fra?

 

Tre skarpe til Bertel:

Hvis du skulle lave et soundtrack til din ungdom, hvilke sange skulle så med?

Måske Buena Vista Social Club-albummet, Rage Against The Machine's debutalbum og et par Jimi Hendrix numre. Og så en masse andet.

Har du et levn fra 90'erne, som stadig er med dig, du aldrig vil skille dig af med?

Min gamle Fender Stratocaster købte jeg brugt i 90'erne, da jeg havde tjent mine første rigtige penge. Den beholder jeg.

Er det ikke træls at få pandehår ned i øjnene?

Jo... Jo, men så må jeg jo få det klippet ind imellem. Men mit hår vil fremad, det vokser én vej. Og hvis det bliver klippet for kort, så er det simpelthen ikke længere mig, jeg ser inde i spejlet. Derfor.                         

 

Du kan opleve Bertel Nygaard til:

Åbningsfest feat. The Savage Rose: Foredraget "Revolutionen rocker – politiske sange"

I kan ikke slå os ihjel – Politiske sange og ungdomskultur i 1970'erne

Fortællinger i Domkirken – Værdier i forandring

Revolution! – Vidensbrunch

Børnesange for voksne ... og deres børn

Hjem til Elvis

Samtalesalon – Nye teser for fremtiden

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.