Kendt tv-vært rykker kultursaloner til Aarhus

Af: Hans Petersen, Århus Stiftstidende

Ane Cortzen, ikke mindst kendt som tv-vært, rykker til Aarhus med sine kultursaloner, der indeholder opbyggelige samtaler.

Den 40-årige arkitekt og entertainer har siden 1. marts 2016 været kulturchef for Kähler-koncernen, og i Kähler i Tivoli i København har hun holdt de første kultursaloner med stort fremmøde.

Nu har Kähler lukket restauranten i Tivoli, og Ane Cortzen flytter nogle af sine underholdende kulturelle shows til Aarhus. I første omgang bliver det i Kähler Villa Dining i Risskov, og senere vil kunstmuseets Aros' nye afdeling Aros Public danne ramme om samtalerne.

Ane Cortzen vil også bruge et lokale i Carlsberg-byen i Valby til søndagssalonerne. Her har Frantz Longhi, Kählers århusianske ejer, købt en ældre, arkitekttegnet ejendom.

- Det har hele tiden været planen at tage rundt i landet med Kählers Søndags Saloner, og 12. marts bliver det i Aarhus hos Kähler Villa Dining, siger Ane Cortzen.

- Det bliver en strikkesalon skabt i samarbejde med Århundredets Festival. Gæsterne skal komme med deres strikketøj, som de kan arbejde med, mens jeg interviewer folk om at strikke og skabe noget med hænderne. Det er min erfaring, at man lytter godt, når man strikker, siger Ane Cortzen.

Strikker Stine Leth, der er tidligere studerende på Århus Kunstakademi, og strikkeren Vithard Villumsen fra Hammel, medvirker sammen med blandt andre poetry slammeren Lasse Nyholm samt idéhistorikeren Thomas Palmelund Jensen fra Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet. Han har tidligere deltaget i en paneldebat om hønsestrik og craftivisme ved en strikkesalon i Kählers i Tivoli.

Senere på foråret bliver der et arrangement på kunstmuseet Aros i Aarhus, hvor både direktør Erlend Høyersten og Kählers ejer Frantz Longhi medvirker sammen med nogle gæster.

- Det vil handle om Aarhus, og indholdet er stadig på tegnebrættet, siger Ane Cortzen.

 Artiklen blev bragt i Århus Stiftstidende den 18. januar 2017. Se den oprindelige artikel her.

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.