Klosterstemning i byens ældste kirke

Efter at have gået i byens regnfulde gader trådte vi ind i Vor Frue Kirke kl. 20:30 i tid til at opleve det første arrangement, der var planlagt i den gamle dominikanske klosterkirke. Det var en smagsprøve på hvordan en Taizé–gudstjeneste er. Taizé er en by i Bourgogne-regionen i Frankrig, hvor et kristent broderfællesskab har til huse. Taizé-bevægelsen er et yndet pilgrimsmål og teologien omkring gudstjenesterne er bygget systematisk op omkring recitation af bibelvers, bibellæsning og bøn. Bibelfragtmenterne er enkle, ofte kun en enkelt strofe oversat fra de latinske sprog, og gentages i flere minutter.

 

- Så de ikke synges med hovedet, men med hjertet, som sognepræst Jesper Kiil Jørgensen fortalte det store fremmøde i klosterkirken. 

 

Lyden af flere fortolkende sangstemmer skaber en kollektiv sammensmeltning, så sangen bliver messende. Menigheden er med sangen mere aktivt deltagende end ved en traditionel gudstjeneste, dog med plads til en mere individuel, meditativ oplevelse. Den afsides klosterkirke er meget intim, hyggelig og stemningsfuld. Det gav en nærmest middelalderlig stemning i sin sparsommelige indretning og lille rum, hvor man sidder omringet af hvælvinger og flotte kalkmalerier. Gården, der adskiller klosterkirken fra Vor Frue Kirke, gav en overraskende overbevisende idé om en klosterstemning. Gården er firkantet med en enkelt søjlegang som i klostre man ellers kun ser på film. Man forestiller sig de troendes fordybning i haven, og et liv hvor man lever tæt sammen.

 

Kirkerummets kraft
Selve vor Frue Kirke var oplyst af levende lys, som de havde reklameret med. Det var smukt og hyggeligt, som blev man trukket tilbage til en tid før elektrisk lys, hvor alt har foregået i et form for halvmørke. Man ser hvordan kirken som rum har haft virkning på de troende, for stemningen er klart mere ægte. Mystikken og fantasien får frit løb i halvmørket. Skygger spiller på væggen og folks hviskende stemmer og de knirkende bænke får tankerne til at vandre. Ved koret havde man arrangeret et diasshow med diverse billeder fra Århus i 1800-tallet.

 

Nede i Kryptkirken, der officielt hedder Skt. Nikolajs kirke, under kirkens kor stod Jesper Kiil Jørgensen for et kort refleksionsarrangement. Her præsenterede han bygningernes historie og langsomt stimlede folk tættere sammen i det lavtloftede rum, hvor akustikken var dårlig og præsten talte uden hjælpemidler, som det var tilfældet tilbage i Middelalderen, og sikkert også i 1800-tallet. Hernede var der også kun levende lys, og det var nok her man bedst kunne mærke, hvordan det må have været at gå i kirke i ”gamle dage”. Sognepræsten beskrev, hvordan rummet i dag kan bruges til asyl, som et stillerum til lindring af uro i en travl hverdag. Imens der blev fortalt om rummet sad folk forskudt i enten deres egne tanker eller med ørerne på stilke for at høre præsten fortælle.

 

Sofie Landert spillede godt 30 min. for de tilhørende på kirkens bænke. Kort tid efter koncerten var der nadver, før en lille afslutningsgudstjeneste rundende arrangementet af.  Aftenens gæster gå videre ud i nattens mørke, fredfyldte og mættede af stemningsindtryk fra den flotte kirke. 

 

Af Anders Grønborg Andersen og Cecilia Dybris Marini - to af festivalens frivillige reportere. Læs mere om dem her

 

 

 

 

 

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.