Kunsten at interviewe de døde (1)

Af Fie Nadja Vedsmand

Når de andre drenge i Sønderborg legede krig, var de soldater fra 2. verdenskrig. Det var anderledes med Tom Buk-Swienty. Når han legede krig, stillede han sine små soldaterfigurer op i slagformationer og lod dem kæmpe i Napoleonskrigene. De fyldte hele gulvet. Også i skolen skilte den kridhvidhårede dreng sig ud fra mængden. Han skrev stile, når de ingen havde for, og midt mellem bibliotekets bogreoler sad han og så historiens største dramaer udspille sig for sit indre øje. Og han elskede det.

”Jeg har altid været et par århundreder bagud. Jeg var så fascineret af historien, for den pirrede min fantasi og rørte ved mig,” siger Tom Buk-Swienty.

I gymnasiealderen flyttede en højere og mere ranglet udgave af Tom Buk-Swienty til byen Ragebøl få kilometer fra Dybbøl Skanser. Fortiden boede i grænselandet, og makabre mindesmærker om tabte liv gav de grønne bakker sjæl. Tom Buk-Swienty lod sig tryllebinde, og i dag har interessen for de dansk-tyske krige i 1864 kastet to bøger af sig – Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als, som også har inspireret til tv-serien ”1864” af Ole Bornedal.

”Jeg har altid skrevet. I skolen skrev jeg uendeligt lange stile, og lærerne opmuntrede mig til at blive forfatter. Min morfar ville også have været forfatter, og vi havde en hel kuffert fuld af hans skriverier på loftet. Jeg tænkte, at så var det måske mig, der skulle være familiens forfatter.”

Værdien af virkeligheden

Tom Buk-Swienty blev i første omgang uddannet historiker, men lysten til at skrive fortonede sig aldrig af den grund. Senere blev han journalist og rejste ud for at se verden. I over ti år var han Weekendavisens korrespondent i USA, og det var her, det for alvor gik op for ham, at der ikke var nogen grund til at opfinde historier, når virkeligheden leverede så fantastisk materiale. Han fandt hurtigt på at parre sine interesser, historien og formidlingen, og i USA tog han sine første skridt inden for den dokumentariske fortællerstil, som siden blev hans varemærke.

Den sønderjyske historiker, journalist og forfatter blev så stærk udi fortællende journalistik, at han efter udstationeringen i USA begyndte at undervise i genren som lektor på Syddansk Universitet i Odense, hvor hundredevis af journaliststuderende har samlet inspiration fra hans maleriske beretninger.

”Jeg synes, historien er et spændende menneskestudie. Den gør os klogere på os selv og rummer nøglen til selvforståelse og giver selverkendelse. Og på den måde, som jeg arbejder med den, kan den det samme som et stykke stor litteratur eller de bedste tv-serier, fordi den indbyder til, at vi spejler os selv i fortællingen,” siger Tom Buk-Swienty og fortsætter:

”Det er en rigdom at kunne dykke ned i historien og forstå en nation ud fra fortiden. Det gør vi jo også selv som mennesker – altså lever ud fra vores erfaringer. Minder har enorm værdi for os.”

Detaljer giver liv

For Tom Buk-Swienty handler formidling af historien i høj grad om rekonstruktion. Han gør sig umage for at skabe et univers, som læseren forstår, føler og lever med i. Derfor er han også meget optaget af litterære virkemidler og kendt for sine medrivende scenebeskrivelser. Reportageelementerne og den gedigne brug af sanseindtryk stiller imidlertid store krav til researchen, for Tom Buk-Swienty beretter fra en svunden tid med hovedpersoner, der for længst har sagt farvel til livet. 

”Det er kunsten at interviewe de døde. Og det kan man faktisk godt. Man kan godt spørge en soldat, der var med ved skanserne d. 18. april 1864, om hvordan vejret var, eller hvad han tænkte på, men det kræver de rette kilder. Familie, dagbøger eller fotografier for eksempel. Det er en omstændelig arbejdsproces,” siger forfatteren, der i dag bor sammen med sin kone og deres datter i Odense.

Han skriver helst om store dramaer og om folk, der står over for skæbnesvangre valg. For tiden er det Wilhelm Dinesen, der har optrådt i flere af forfatterens bøger. Udover at være far til Karen Blixen var Dinesen forfatter, officer, jæger, eventyrer og politiker. Han nåede at opleve fire krige inden sin død i 1895. Tom Buk-Swienty har researchet sig så godt ind på familien Dinesen, at han føler, at han kender dem. Af og til fører han endda samtaler med dem.

Han er en detaljernes mand, men ingen detaljerytter, som han selv udtrykker det. I arbejdet med at rekonstruere en begivenhed er detaljen et stærkt værktøj og samtidig helt afgørende for troværdigheden.

”I min verden er der ikke noget, der hedder ”bare en detalje”. Men omvendt må der heller ikke være for mange detaljer. Man skal være enormt omhyggelig, når man rekonstruerer, for ellers mister fortællingen sin troværdighed. Beskrivelser af tøj og ansigtsudtryk er med til at fremmale billeder hos læseren, og på den måde giver detaljer historien liv – en enkelt detalje kan gøre hele forskellen,” forklarer forfatteren.

Fortidens faldgrupper

Stemmen røber en dybfølt begejstring, når han taler om arbejdet med bøgerne. Han fortæller passioneret om metoderne til at genskabe virkeligheden. Om den grundige research, der sender ham vidt omkring og senest har bragt ham til Kenya. Og om de store opslagstavler i arbejdsværelset, der giver ham overblik over det ene historiske drama efter det andet.

Set udefra får han måske nok en del forærende ved at gengive en historie, der faktisk har fundet sted. På den anden side er det en udfordring at formidle en historie, der kræver at blive stykket sammen af dokumentation. Somme tider ender researchen da også blindt og efterlader Tom Buk-Swienty med fantasien som eneste redskab.

”Af og til træder jeg ud af teksten og frem som fortælleren fra nutiden og siger, at her kan vi ikke vide præcis, hvad der er foregået. Men jeg er ærlig om det, når det sker, og kommer med et kvalificeret bud på sandheden.”

”Det sidste jeg vil påstå er, at jeg fortæller en objektiv historie. Fem personer kan opleve det samme og have hver deres version af oplevelsen. Jeg får historien fra nogen, der har sin egen oplevelse af den, og når jeg så gengiver oplevelsen, har den været igennem endnu et filter – nemlig mig og mit temperament. Det kan aldrig blive en 1:1-version af sandheden, men det kan blive en meget autentisk version,” siger Tom Buk-Swienty.

I dag er han 49 år. Det mørke har fået grå stænk, og på næsen hviler et par skildpaddeplettede hornbriller. Men fascinationen for historien har stadig samme størrelse, som dengang Tom Buk-Swienty var soldat i Napoleonskrigene hjemme i Sønderborg. Og det bliver den formentlig ved med at have.     

I marts skal han reflektere over emnet at skildre historien sammen med forfatteren Jan Guillou på Århundredets Festival i Aarhus.

BIBLIOGRAFI

  • Amerika Maxima (rejsefortælling, 2002)
  • Den ideelle amerikaner (biografi om Jacob A. Riis, 2005)
  • Det sidste hus på prærien (reportager, 2006)
  • Købmændenes historie (sammen med Søren Mørch, 2007)
  • Ren kjærlighed kan jo aldrig dø (redaktion af Jacob A. Riis' dagbøger, 2007)
  • Slagtebænk Dybbøl (2008)
  • Dommedag Als (2010)
  • Kaptajn Dinesen - Ild og blod (2013)
  • Kaptajn Dinesen - Til døden os skiller (2014)

PRISER

  • Årets historiske bog 2008 (for Slagtebænk Dybbøl)
  • Årets faglitterære pris, 2009
  • Søren Gyldendal-prisen, 2010
  • Læsernes Bogpris, 2011

 

 

Seneste nyheder

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden til dine behov og interesser. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.