Kvindeidealet til debat

Aftenens arrangement begyndte med kvindesalon i Svalegangens foyer, hvor ca. 60 kvinder og to modige mænd var mødt op for at høre historiker Marianne Philipsen og forfatter Maise Njor fortælle om kvindeidealer.

Salonen indledtes af Philipsen, der præsenterede kvindesynet og -idealet i det 19. århundrede. Hun forklarede blandt andet, hvordan fremkomsten af den romantiske dannelsestanke i 1800-tallet forårsagede et skift i opfattelsen af kvinder; fra blot at have udfyldt en funktion i hjemmet, blev kvinden nu yderligere defineret efter karaktertræk, man fandt var specifikt feminine. Disse var bl.a. tålmodighed, intuition og prioritering af fornemmelser over forstand, og disse træk blev idealer, kvinder blev oplært i at stræbe efter.

Efter Philipsens gennemgang af 1800-tallets kvindeidealer, kommenterede Maise Njor på nutidens kvindeidealer og kampen for at opnå dem. Eller om at give udtryk for at have opnået dem, for kernen i Njors foredrag var kvinders tendens til at lyve for at fremstå ideelle og følelsen af at være en fiasko, når det viser sig, at man er ude af stand til at leve op til idealerne.

Njor påpegede desuden, at vores fokuseren på det ideale foranlediger fokus på fejl og mangler, ikke blot hos én selv, men også hos de personer, vi omgiver os med, hvilket med Njors meget rammende sammenligning gør os til 'Piranhaer, der cirkler rundt i hjemmet'.

Kvindesalonen blev afrundet med diskussion og spørgsmål samt gin & tonic, før forestillingen 'Kvinder' begyndte i teatersalen.

Forestillingen 'Kvinder'
Til forestillingen var publikum blevet forøget til ca. 180 personer, hvoraf langt størstedelen stadig bestod af kvinder, kun en lille håndfuld mænd var at finde spredt rundt i salen.

Forestillingen handlede om den nyskilte Lisbeth, der forsøger at navigere mellem forventningerne til hende som mor, som veninde og som kollega. Forestillingen var humoristisk, men lige under overfladen lå den rå skildring af en kvindes kamp mod idealerne, og heri fandtes fortællingens kerne, der egentligt var dybt tragisk.

Stykket fremstiller Lisbeths selvdestruktive forsøg på at få sin hverdag til at ligne den mere eller mindre bevidste idealvirkelighed, hun tror, hun lever i, og hvordan jagten mod idealerne driver hende til desperation. Omkostningerne ved den ukritiske efterfølgelse af idealerne udtrykkes især gennem Lisbeths forhold til hendes veninde og kollega Lone, der stræber efter samme mål som Lisbeth. De to kvinders jagt på samme idealer ender med at gøre dem til skånselsløse konkurrenter, og deres bestræbelser resulterer udelukkende i desperation, fremmedgørelse og isolation.

Forestillingen viser, hvordan forfølgelsen af idealer og den deraf følgende konkurrence nedbryder kvinderne og deres forhold til deres omgivelser, men åbner også for et alternativ til denne skæbne, hvilket kvinderne i stykket overser.

Det findes i en vuggestuepædagogs kommentar til Lisbeth om hendes tidspunkt at hente sønnen, hvor hun påpeger, at 'du oppe i dit hoved tror, du er en 16.00-mor, men du er en 16.30-mor, og det er du nødt til at erkende'. Lisbeth opfatter pædagogens kommentar som kritik, og stræber efterfølgende endnu mere efter det ideal, kl. 16.00 er for hende, hvorved hun fastlåses i sin kurs mod tragedie. Men gennem hendes tragiske valg bliver publikum opmærksom på alternativet; at forkaste idealet og acceptere virkeligheden, som den er.

Aftertalk med instruktør og skuespillere
Efter forestillingen inviterede instruktør og skuespillere til debat om forestillingen, hvor blandt andet formålet med at opsætte et stykke som 'Kvinder' blev diskuteret.

Instruktør Per Smedegaard forklarede, at baggrunden for opsættelsen af 'Kvinder' var dramatiker Caroline Cecilie Mallings indignation over kvindeidealet som fremstillet af bl.a. reklamebranchen. Hertil kom hans eget krav til teater om at underholde og udfordre, der bidrog til at give forestillingen dens form. Forestillingen er således blevet til med ønsket om at skabe debat omkring nutidens kvindeideal, men Smedegaard understregede, at han med stykket ikke ønsker at give løsninger på de problemstillinger, der rejses; kunstens opgave er i hans optik at stille spørgsmål, ikke at give svar.

Forestillingens problematik blev herved slutteligt overladt til publikums personlige stillingtagen, og disse forlod dermed arrangementet med rigeligt stof til eftertanke.

Af Berit Kjærulff - en af festivalens frivillige reportere

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.