Litterær salon i hjemlige rammer

Døren åbner til det lille hus i Åbyhøj. Her står aftenens tyende klar, og følger med et venligt smil på læben gæsterne ind i stuen. Værtinde og fortæller Ellen Skov Birk byder herefter gæsterne velkommen og man bedes tage plads i den tætpakkede stue, hvor snakken allerede er i fuld gang og hvor aftenens arrangement skal udspille sig.

I salonværtinden Kamma Rahbeks ånd har Ellen Skov Birk åbnet dørene til sit hjem og inviteret til litterær salon -  et arrangement, som gengiver, hvordan det gik for sig i Bakkehuset, hvor familien Rahbek boede i 1800-tallet. Aftenens salon viser, hvordan man ved at gentoptage den gamle skik historiefortælling i hjemlige rammer, kan skabe et anderledes rum for fortællinger.

På aftenens program er der fire fortællere, der igennem aftenen akkompagneres af musikalske indslag af blandt andre Oehlenschläger og Chopin. De musikalske indslag er med til at fange 1800-tallets ånd og skaber, med sin fine klang, pauser imellem aftenens mange fortællinger. Da salonværtinde Ellen Skov Birk ringer med klokken, dæmpes snakken, hvorpå alle i det pakkede rum vender sig om -  aftenens fortællinger kan nu begynde.

Lystige fortællinger om Bakkehuset 
-Kamma Rahbeks var en inspiration for de unge digtere der kom i bakkehuset, siger Ellen Skov Birk om aftenens hovedperson Kamma,  ligesom hun er inspiration for denne aften.

Aftenens fokus er Bakkehuset i Valby og det liv der udfoldede sig omkring Kamma Rahbek. Det er med dette i centrum, at fortællinger løbende udfolder sig i løbet af salonen. Ellen Skov Birk sørger for, at gæsterne bliver introduceret til historien om Bakkehuset og snakken falder herfra hurtigt på de mange kendte navne, der var faste gæster i Rahbeks hus - herunder Adam Oehlenschläger, brødrende Ørsted, H.C. Andersen og Steen Steensen Blicher. De var alle velkendte ansigter i Bakkehuset og stod ofte for historiefortælling og underholdningen under Kammas saloner. Aftenens fortællinger har netop disse velkendte figurer som fokus, men de underholder denne aften ikke længere i Bakkehuset, men er derimod emnet for den litterære salons fortællinger.

Den hjemlige atomsfære smitter af pågæsterne, og da pausen indtræder liver snakken op. Der serveres te og kager efter Kammas opskrift, og interessen for aftenens hovedperson vokser ved de små borde, hvor gæsterne lystigt fortæller historier om Kamma og Bakkehuset.

Fortællekunsten genoplives
En af salonens fortællere Ulla gengiver, med krop og sjæl, Steen Steensen Blichers novelle 'Hosekræmmeren'. Som fortællingen skrider fremad, kan man næsten se den jyske lyngslette foran sig og hører hosekræmmeren Mikkel, som Ulla sålevende gengiver, grynte foran sit hus. Rundt omkring påbordene er deltagerene opslugt af fortællingen, som igennem den levende fremførsel næsten  bliver virkelig.

- Det er som om Steen Steensen Blicher var i stuen, kommenterede Ellen Skov Birk om Ullas levende gengivelse af Blichers novelle.

For en aften genoplives Bakkehuset og 1800-tallets tradition med at underholde sine gæster med fortællinger - virkelige som fiktive. Fortællingens kraft kom for alvor til sin ret i løbet af den litterære salon og står som et klart eksempel på, hvordan fortællekunsten på uvant vis kan genoplives igennem hjemlige rammer.

 

Af Sofie Inaya Harees Lassen  - en del af festivalens frivillige reporterhold

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.