Lyden af den menneskelige eksistens

Det var igennem musikken, at den menneskelige eksistens lørdag aften blev fortolket. Til koncerten ’Sounds of Life’ i Musikhusets Lille Sal fremførte syv artister fra Det Jyske Musikkonservatoriums sangskriverlinje en række sange, der alle havde temaet ’eksistens’ til fælles. 

 Evolutionær musik

I sin præsentation af hver kunstner kom Bjørn Petersen, docent i rytmisk musik, med små tankevækkende indspark omkring forholdet mellem musik og det at være menneske.

Temaet, han havde lagt for aftenen, var evolutionsteoretisk, og han åbnede således også koncerten med at referere til Darwins teori om survival of the fittest. Han fremlagde, at det, der gør os ”fitte” som mennesker, er samhørigheden, der opstår, når vi samles om musikken.

På trods af, at det var et blandet publikum – ung som gammel, par og venner – var samlingspunktet denne aften kunstnerne på scenen og fortabelsen i musikken. Halvvejs igennem koncerten påtalte Bjørn Petersen, hvor stille publikum var, da der ikke kom mange andre lyde fra stolerækkerne end klapsalver. Han havde nu ikke behøvet at bekymre sig, for alle sad fuldstændig bjergtaget af alle de mange musiske indtryk og fantastiske sange.

I sine bemærkninger kom Bjørn Petersen både forbi brølet fra krondyrhanner i brunst, dyremødres vuggeviser og dét fænomen, der kaldes ear worms. Det er den musik, man sommetider kan høre for sit indre øre.

En scene af eksperimenter

Første sangskriver på scenen var Hannah, der blev bakket op af tre perkussionister fra den rytmiske linje på musikkonservatoriet.

- Vi starter i dåseskjul, begyndte Hannah sin egen præsentation af første sang. Man kan sidde fast på mange måder, fortsætter hun, og inviterer derefter publikum med til en park i Berlin, hvorfra sangen oprindeligt udsprang. Som den eneste optrædende sang hun på dansk, hvilket var første tegn på den alsidighed, de forskellige kunstnere præsenterede.

Efter to sange gik turen til Jakob Bruno, der imponerede alle med sin stemme, da han fremførte første sang uden nogen form for instrumenter. Også han fremførte to numre, det andet ved det store blanke flygel. Da sidste sang endte, blinkede han til det betagede publikum, bukkede kækt og vendte tilbage til sin plads.

Næste sangskriver i rækken var Line Mathilde Hansen, der med computer og synthesizer gav publikum et indblik i den elektroniske musik, men som også viste sin egen alsidighed ved at spille anden sang ved flygelet.

Beskrivelsen af næste sangskrivers stil var ’kantet pop’. Udstyret med sin irske bouzouki, som for det ulærde øje mindede om en blanding mellem guitar og ukulele, fremførte Greta sine sange sammen med guitaristen Erlend.                                                                                              

Undervejs fik publikum således ikke blot indsigt i, hvad der foregår på Det Jyske Musikkonservatoriums sangskriverlinje, men også et indblik i de mange instrumenter og forskellige effekter, der eksisterer, som den gængse koncertgænger sjældent har hørt om.

Fantastisk forskellighed

Der var kraftig effekt på mikrofonen, da Jack Kilburn indtog scenen, hvilket gav numrene et skævt og spændende udtryk. Han havde selskab af sin kæreste, Fine, der akkompagnerede ved flygelet, og af de tre sange, de spillede, havde de skrevet den sidste sammen.

Nu kom turen til Cecilie Lund, hvorom det i præsentationen blev nævnt, at hun mener, at man bør være mere modtagelig for meninger udefra. Man skal altså ikke hænge fast i idéen om at skille sig ud og diktere, hvad andre bør mene. Det kom til udtryk i hendes musik, da hun med guitar leverede nogle smukke, melankolske folk-sange, og således var en af de mere traditionelt optrædende denne aften.

Koncerten blev afsluttet med et brag, da Franka gik på scenen. Hendes sange handler blandt andet om tvivl, ensomhed og virkelighedsflugt, hvilket dog ikke kunne mærkes i optrædenen, hvor hun var fuldt ud til stede på scenen. Iklædt sort tøj og sort læbestift dansede Franka rundt til det pumpende beat.

Vi vil ha’ mer’

I et af sine indspark fortalte Bjørn Petersen at gåsehud er forbundet til hjernens belønningssystem. Det betyder, at følelsen, når man hører gåsehudsfremkaldende musik er afhængighedsskabende. Gåsehuden mærkedes op til flere gange denne aften. Den vanedannende musik fortryllede publikum, der uden tvivl ville blive siddende for at høre mere fra de unge talenter.

Af Cecilie Martensen Rasmussen

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.