Man betyder stadig mand

Du står i supermarkedet og kan ikke få øjnene fra skikkelsen foran dig i køen til kassen. Skuldrene er brede under cowboyjakken, men det krøllede hår er samlet i en hestehale. I øreflippen glimter en perle, men da du diskret tjekker de sorte støvler, er de mindst størrelse 42, og nu er din nysgerrighed for alvor pirret.

Du leder videre efter det afgørende tegn og går til sidst lidt tættere på for at lytte med, da skikkelsen mumler 'på beløbet' til kasseekspedienten. For nok er det et menneske, der står der foran dig, men du kan ikke rigtig give slip, før du også har fået afkodet, om skikkelsen er en kvinde eller en mand.

For her i 100-året for kvindernes valgret og 40 år efter 1970'ernes kvindebevægelse for alvor rejste debatten om ligestilling mellem mænd og kvinder, så spiller kønnet stadig en altafgørende rolle, når vi ser på et medmenneske, mener filosof Kirsten Hyldgaard:

– Når kønnet ikke er klart markeret, så rummer det en snert af overraskelse. Jeg kender det fra mig selv. Det giver uvilkårligt et lille sæt i mig, når et menneske med en lang fletning og et feminint ansigt pludselig viser sig at tale med en dyb mandestemme. Og det sæt undrer mig virkelig.

Hver eneste detalje i vores fremtræden rummer i virkeligheden karakteristika, der tilhører vores køn. Hvis ikke selve skikkelsen så kan det være hårvækst, valg af tøj og briller, men også gangarten og måden at sidde på. Mænd skræver gerne over halvandet sæde, men forestil dig lige en kvinde gøre det samme… Du vil lynhurtigt registrere 'fejlkoden'.

Behovet for at afgøre kønnet er både universelt og kulturelt og historisk betinget, mener Kirsten Hyldgaard. Hun er lektor i pædagogisk filosofi ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, (DPU) på Aarhus Universitets afdeling i København med særligt ansvar for videnskabsteori og har i en årrække beskæftiget sig med vores opfattelse af køn. Senest i kapitlet 'Køn', der indgår i værket '50 ideer der ændrede verden', som Aarhus Universitetsforlag udgav i 2014.

 

Advokaten er stadig en 'han'
Kirsten Hyldgaard er derfor også blandt de medvirkende, når Folkeuniversitetet fredag 20. februar både fejrer sin forårssæson og varmer op til Århundredets Festival om EKSISTENS med arrangementet 'Ideer der ændrede verden'.

Kirsten Hyldgaards centrale pointe er, at det at opfatte en kvinde som et menneske er en politisk handling. Formelt er der ganske vist ligestilling mellem kønnene, men tendensen er stadig, at manden repræsenterer det almene – altså mennesket, mens kvinden stadig er 'det andet køn', som den franske forfatter og filosof Simone de Beauvoir formulerede det i 1949. Tænk bare på, hvordan vi pr. automatik stadig siger 'han' om advokaten, bankrådgiveren og ingeniøren. Begynder vi at sige 'hun' i stedet, så er det fordi, vi beslutter at gøre det, og tilhørerne vil registrere norm-bruddet med det samme.

Med Kirsten Hyldgaards ord, så er udtrykket 'man' jo faktisk lig med 'mand'. Og for de engelskkyndige bliver det endnu mere tydeligt, for her dækker ordet man jo både over mand og menneske.

Og inden du tænker, at det da vist er et velkendt omkvæd fra de gode, gamle rødstrømpetider, så hæng på lidt endnu.

– De rettigheder, kvinder har tilkæmpet sig, kan vi miste igen så let som ingenting. Se bare på Taleban-regimet i Afghanistan. Derfor er det nødvendigt, at det politiske niveau hele tiden står bag rettighederne. For eksempel ved at have et ligebehandlingsnævn og andre institutioner, der holder vagt, mener Kirsten Hyldgaard. Og derfor er positiv særbehandling af kvinder, når det gælder eksempelvis sammensætning af universiteternes bedømmelsesudvalg og af bestyrelser og anden ledelse i både offentligt og privat regi, en afgørende nødvendighed, fortsætter hun.

 

Mænds domæner
Argumentet om, at den enkeltes kvalifikationer skal veje tungere end køn ved rekruttering og udnævnelser, fejer Kirsten Hyldgaard af bordet som en bunke fnuller.

– Tag bare min egen verden, siger hun og lader udtrykket omfatte hele den danske universitetsverden, som hun ser den fra sit skrivebord på Campus Emdrup:

– Historisk set har alle offentlige institutioner været domineret af mænd, og når kvinder har fået adgang, så er det altid først sket efter et politisk pres udefra – aldrig fordi mændene inden for institutionerne har savnet kvinders input og perspektiv. Og dét undrer mig virkelig. Der er jo ikke tale om ondskab eller om, at disse mænd ikke kan lide kvinder. Tværtimod har de sikkert alle mødre, søstre, koner og døtre, som de holder af, så hvorfor savner disse mænd ikke kvinder i de offentlige fora? Omvendt hører vi jo ofte, hvordan mænd hilses velkomne på typiske kvindearbejdspladser. Det forbedrer arbejdsklimaet og højner det faglige niveau, siger man, og Kirsten Hyldgaard fortsætter:

– Hver gang der sker tiltag til positiv særbehandling af kvinder, så bliver der protesteret. Der opstår med det samme en stærk bekymring for det faglige niveau, og det underforståede argument er altid, at bedre kvalificerede mænd dermed vil blive forbigået. At det skulle forholde sig sådan, er aldrig blevet dokumenteret. Alligevel kan det siges lige ud i det offentlige rum. Det er det, kvinder er oppe imod.

 

Kønnet formes
Kun når det gælder arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner, hvor kvinder er kommet i overtal som fx pædagogiske institutioner, kirken og hospitalsvæsenet, har Kirsten Hyldgaard registreret en umiddelbar forståelse for kønskvotering.

– Ja, det er da interessant, at så snart kvinderne kommer i overtal, så kan vi pludselig godt begynde at diskutere positiv særbehandling, siger hun tørt.

Kønsforskellen er ikke en viden, mennesket bærer med sig fra fødslen. Den opdages og formes, mener Kirsten Hyldgaard, der inddrager psykoanalysen som et værktøj i sin forskning,

– Uanset om man er fortaler for kønsforskellen som biologisk, universel essens eller som kulturel, historisk konstruktion, er kønsforskellen blevet repræsenteret, ikke som en forskel, men som en opposition, som symmetriske poler, der tiltrækker hinanden, skriver Kirsten Hyldgaard i 'Køn'.

 

Mandens modsætning
Men de to modpoler er ikke ligeværdige. Der sker en rangordning, og den er aldrig til fordel for kvinderne:

– Problemet er, at når man skal definere, hvad det er at være kvinde, så sker det altid som en modsætning til det at være mand. Man ser en mangel, når man ser en kvinde. Fornuft er bedre end følelse og ånd er bedre en krop, og det civiliserede overgår det dyriske, siger Kirsten Hyldgaard.

Men hvad så med livmoderen, kunne man tænke. Hvorfor dog lide af penismisundelse – et begreb, der vel at mærke blev formuleret af en mand – når kvindekroppen til gengæld har mulighed for at bære et barn?

– Jamen så definerer man jo udelukkende kvinden ud fra biologi og evnen til reproduktion, lyder svaret fra Kirsten Hyldgaard.

Men er der så i virkeligheden slet ikke sket nogen landvindinger, kan man ende med at tænke?

– Jo, selvfølgelig er der det. Hvis jeg var bare 10 år ældre, så sad jeg ikke her, pointerer den 54-årige Kirsten Hyldgaard.

– Men igen er det resultatet af først et politisk pres fra kvindebevægelserne helt tilbage fra suffragetterne – æret være deres minde – og siden en politisk beslutning om både at fremme ligestilling og at fastholde det, der er vundet.

Vi har i dag formel ligestilling mellem de to køn, men der er stadig lang vej til en reel ligestilling, hvor man først og fremmest ser et menneske og ikke enten en mand eller en kvinde, mener filosof og lektor ved Aarhus Universitet, Kirsten Hyldgaard. Hun fortæller om emnet 'Køn' på Folkeuniversitetets åbningsarrangement 'Ideer der ændrede verden' fredag 20. februar.  

 

På programmet

Ideer der ændrede verden
Hvad vil det sige at være en rigtig mand? Hvorfor taler vi så meget om tolerance? Og hvordan bliver man egentlig et dannet menneske? Ideerne om livet, om mennesket og om vores samspil med hinanden er med til at ændre vores verden.

Det er omdrejningspunktet, når Folkeuniversitetet 20. februar fejrer starten på det nye forårsprogram og varmer op til Århundredets Festival 2015. Årets tema EKSISTENS og åbningsarrangementet består derfor af speedforelæsninger af syv af bidragsyderne til Aarhus Universitetsforlags udgivelse '50 ideer, der ændrede verden'. 
Publikum tilmelder sig det overordnede arrangement, og vælger på selve aftenen tre af forelæsningerne. Desuden er der kaffe og kage i pausen og mulighed for at tilkøbe værket '50 ideer der ændrede verden' og læse de sidste 47 derhjemme. Emnerne er køn, tolerance, skønhed, krælighed, terrorisme, dannelse og ondskab.

 

Af Kirsten Thorndahl
Foto: Martin Dam Kristensen

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden til dine behov og interesser. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.