På café med filosofferne

De 45 stole, der var opstillet i Studenterhusets Café, rakte langt fra til de mange fremmødte, hvorfor publikum derudover havde måttet tage plads på bænke og borde langs væggene, på barstole og på puder på gulvet, og de sidst ankomne, der måtte stå op, nåede knap ind af døråbningen. Omkring halvandet hundrede mennesker var mødt op for at høre det første af fem foredrag om 1800-tallets store filosoffer, der finder sted i Studenterhusets Café alle hverdage under Århundredets Festival.

Foredragsrækken indledtes med postdoc i filosofi Carsten Fogh Nielsens foredrag om Kant, hvis virke godt nok udmøntede sig i 1700-tallet, men hvis teorier har haft så stor betydning inden for filosofien, at al senere - og ikke mindst 1800-tallets - filosofi har måttet forholde sig til dem.

I foredraget introducerede Carsten Fogh Nielsen først Kants teorier om fornuft; kravet om, at alt skal kunne bekræftes rationelt, hans opgør med illegitime og ubegrundede autoriteter og det deraf følgende spørgsmål om, hvordan man legitimerer fornuften som autoritet. Dernæst præsenteredes filosoffens teorier om sansning og forstand og disse som kilde til almengyldig teoretisk erkendelse. Teorierne blev præsenteret grundigt og forståeligt, så også publikum uden filosofiske forkundskaber kunne følge med og forstå tankegangen.

Én filosof, én time
En præmis ved foredragsrækken er, at den centrale filosof præsenteres på blot en time, hvilket udgør en udfordring for foredragsholderne. For Carsten Fogh Nielsen var udfordringen tosidet:

- Udfordringen er, at Kant er så kompleks. Og så dét at få kompleksiteten pakket ned og samtidig bagefter få pakket den ud igen, så man ikke gør alt for meget vold på Kant.

Der har dog også været fordele ved at arbejde med tidsbegrænsning:

- Det er meget sjovt, at man bliver tvunget til virkelig at fokusere på, hvad der er vigtigt, altså 'hvad er de helt essentielle ting her?' på den ene side og på den anden side, at man også bliver nødt til at opgive - filosoffer vil jo gerne være meget, meget specifikke omkring begreber - og det bliver man nødt til at opgive og tale lidt mere frit. Det er en god ting ved den her måde; man bliver tvunget til faktisk at være mere fri, synes jeg.

Den forholdsvis korte varighed gør foredragene til en yderst komprimeret præsentation af filosoffernes tanker og ideer, og denne forsmag på filosofien håber Carsten Fogh Nielsen kan fungere til at vække filosofisk interesse hos publikum:

- Jeg håber, de får lyst til at læse mere filosofi og får lyst til at sætte sig mere ind i, hvad de her tænkere har sagt. Og det synes jeg, er godt, bare de har fået lidt interesse for det, især for Kant, men også generelt.

 

Af Berit Kjærulff - en af festivalens frivillige reportere

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.