På stuegang blandt de døde

Klokken 17.30 er det ikke mørkt endnu, men alligevel er der mødt mange frem for at komme på spøgelsesvandring ude ved Psykiatrisk Hospital i Risskov. Vi mødes udenfor Ovartaci-museet, der ligger i en af de ældste hospitalsbygninger. De første bygninger blev bygget i 1852, og hele hospitalet er faktisk kun bygget til  at være psykiatrisk hospital. Aftenens guide Sima Nomberg er projektarbejder ved Overtaci-museet - og denne spøgelsesvandring er hendes idé.  Turen her er tænkt som en slags anderledes og udendørs 'stuegang' blandt de døde patienter, og til formålet har Sima skaffet de journaler, hun kunne fra dengang.

Selvom et psykiatrisk hospital blev betegnet som en helbredelsesanstalt, blev nogle altså så længe at de nåede at dø her. Mellem 1857 og 1957 blev 2000 patienter begravet på hospitalets kirkegård. Alligevel er der langt fra 2000 sten herude. Men som Sima fortæller, var det kutyme gennem det meste af 1800-tallet at rejse et lille trækors på graven, frem for en (sikkert dyrere) sten. Men træ forgår. Derfor er det gravstenene, der står tilbage.

En vildbasse, en melankolsk student og en rig militærmand
Den første vi møder på 'stuegangen' er Ane Katrine. Hun blev indlagt, da hun var 37 og dianogstiseret maniarkalsk, farlig og vild. Hun led af mange høre-hallucinationer i form af stemmer, der snakkede dårligt om hende. Ane Katrines tid på hospitalet var præget af 'stor voldsomhed og skidteri, som der står i journalen.

Hun var indlagt i 22 år, før hun døde på hospitalet, og gennem de mange år som patient blev hun fortrinsvis behandlet med baldrianrod og opiumsdråber, som skulle få hende til at slappe af. Dengang havde man ikke meget medicin til psyken - man kunne berolige og tage smerter, men ellers bestræbte man sig på at behandle med frisk luft og bevægelse.

Der var faktisk, modsat de flestes fordomme, ikke så meget brug af tvang dengang, men de havde alligevel en lukket celleafdeling. Her havnede Ane Katrine, da hun engang prøvede at strangulere en anden patient. Nogle gange 'brølede hun som en ko' og i sine anfald kunne hun finde på at banke alt ind i murene. Både sig selv og ting i værelset. Ane Katrines sidste leveår er roligt. Hun bliver meget syg og sengeliggende, og sover stille ind i 1907.

Behandlet med havearbejde
Det næste 'tilfælde' er Henrik Rudolph Deichmann von Sprechelsen. Han led af melankoli og havde 'meget ondt i sjælen'. Ifølge Sima en diagnose, der var meget hyppig i 1800-tallet. Henrik var filologisk student og kom af en velhavende familie, men havde en 'tidlig sjælelig udvikling' og var 'bogorm, fremmed for livet'. Behandlingen var at beskæftige ham – i sommermånederne fx med havearbejde, hvilket så ud til at virke i en kort overgang, før han sank ned i melankolien igen.

Efter tre år blev han udskrevet som 'uhelbredelig', men da ingen derhjemme tog sig af ham, blev han indlagt igen 2 år senere. Hvordan han døde er uvist.  

Den sidste patient vi besøger er Kaptajn Frederik Christian Anton von Haaland, som stammede fra en militærfamilie og deltog i krigen i 1864. Han blev sågar slået til Ridder af Dannebrog. Men da han bliver for gammel til at tjene sit land, knækker kaptajnen. Samtidig får han fysiske følger af den syfilis, han pådrog sig i soldatertiden, og i 1880 blev han inlagt på Psykiatrisk Hospital. Han beskrives som 'forfængelig, pertentlig og noget prikken', hvad man godt kan forestille sig om en ældre, stolt militærmand.

Han var indlagt på psykiatrisk på '1. klasse', hvor han fx fik lov til at gå i eget tøj, og fik en anden slags mad end de fattigere. Dengang blev man nemlig indlagt efter stand. Det var familien der betalte for opholdet.

På besøg hos overlægerne og kælderkamrene
Overplejer Kjær havde en lang karriere på psykiatrisk hospital. Oppe ved den del af kirkegården hvor overlægerne, plejere og andet personaler ligger, får vi at vide, at de ansatte herude var meget knyttet til deres arbejde. Hvis ikke de boede på hospitalet, boede de i området. Det er nok derfor man ser, at nogle har valgt at blive begravet  netop her.

Efter denne tur er alle godt kolde, og vi bliver budt på kaffe, te og koncert i hospitalets kirke, der ligger tilbage, hvor vi startede, i de ældste af bygningerne.

Men før vi når så langt, har historikerenTommy et tilbud. Alle, der har lyst, må følge med en tur ned i de gamle dårekamre, en form for gamle celler til de 'uregerlige' patienter. Her har Tommy som et projekt indrettet en celle som den har set ud dengang. Man startede med at bruge disse slags celler i 1890, og selvom den første overlæge her, Harald Selmer, egentlig var imod, så man det umuligt at på anden måde undgå voldelige episoder fra de værste af de indlagte.

Nede i cellen bliver døren lukket til, og Tommy har kun en lille lanterne at lyse med, mens han fortæller om indretningen, spændetrøjer og hvordan man gav de voldsomme patienter mad.

På nuværende tidspunkt er det endelig blevet mørkt - særligt nede i den helt tillukkede celle. Man føler virkelig spøgelserne kommer ud med historierne. Om ikke andet, så i overført forstand.

Af Cecilia Dybris Marini fra festivalens reporterhold 

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden til dine behov og interesser. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.