På vandring i det hinsides

Selvom klokken kun lige havde passeret 16.30 lørdag eftermiddag, var rygestuen på Sherlock Holmes Pub stuvende fuld af mennesker. Omkring 40 personer havde klemt sig ind i detektivens dagligstue og sad fordelt i små øer af umage lænestole og på høje stole foran baren. 

En sødlig cigaretlugt gennemtrængte rummet og gav sammen med den dæmpede belysning rummet en intens stemning. Dybrøde tapeter og tæpper, en mahognibrun bar og billeder af dronning Victoria og prins Albert sendte de mange ventende på drømmerejse tilbage til 1890’ernes London.

Fantasiflugten blev brudt af lektor i antropologi og etnografi på Aarhus Universitet, Mads Daugbjerg, der fortalte om et ikke mindre fantastisk emne; troen på spøgelser og det overnaturlige. Han forklarede, hvordan mennesker overalt og til alle tider har stræbt efter at opnå forbindelse med afdøde personer og, at selvom den gængse opfattelse er, at langt de fleste moderne mennesker ikke tror på overnaturlige kræfter, er det modsatte faktisk tilfældet:

- En række undersøgelser har vist, at mellem hver tredje og hver femte tror på en eller anden form for spøgelser, liv efter døden eller kommunikation med afdøde, konstaterede han.

Han fortalte om sin forskning i den paranormale industri på USA’s østkyst og om den opblomstring, der er forekommet i troen på det overnaturlige i vesten de senere år. Daugbjerg afsluttede sit oplæg med den eftertænksomme konklusion:

- Måske vi ikke alle tror på spøgelser, men måske higer vi så efter at komme i kontakt med de døde på en anden måde.

En tørstig klæbeånd

Efter Daugbjergs oplæg fortalte Annette Damgaard fra Skjulte Steder om uforklarlige begivenheder, folk har oplevet i Aarhus. Hun indledte rækken af spøgelseshistorier med en hændelse, der fandt sted på Sherlock Holmes Pub ved lukketid for tre år siden.

Personalet havde lukket pubben ned og var ved at gøre kassen op, da de hørte yderdørene gå op og i igen. Da ingen kom ind i baren, begyndte de at undre sig, for dørene var for tunge til at kunne blæses op af viden. De kunne ikke finde nogen mennesker i pubben og tjekkede derfor båndet fra overvågningskameraet.

- Filmen viste døren svinge op og i, men ingen gik ind, og ingen gik ud, slutter Damgaard historien og supplerer med sit bud på en forklaring af hændelsen.

- Det kan have været en klæbeånd, som er en kategori af ånder, der kommer et sted, personen tidligere har været afhængig af at komme, forklarer Damgaard og tilføjer med et skævt smil, at bygningen førhen har lagt lokaler til ret letlevende natklubber.

Gysende gåtur

Med stemningen således lagt tog Damgaard flokken med ud i den friske martseftermiddag. Man anede stadig et strejf af vinter i vinden, og publikum lynede deres jakker op og trak huerne godt ned over ørerne.

Smilende og energisk bragte Damgaard gruppen rundt i Aarhus’ små passager og kroge og fortalte anekdoter om møder med det overnaturlige, der var foregået netop disse steder. Hun kunne historier om spøgelsesgæster på Thorups Kælder, om enkefruen, der går igen på Trods Katholm, om den hvide dame og spøgelseshunden på Moesgaard og om brandmanden, der omkom i en øvelse ved Clemens Bro og nu beskytter brandvæsenet, når de er på udrykning.

Byvandringen endte på Rykind, en lille brostensbelagt plads på Studsgade, med en sidste spøgelseshistorie om overnaturlige begivenheder foregået i det lille gule og røde bindeværkshus på hjørnet. Med denne spøgelseshistorie var gåturen ovre, og publikum klappede så begejstret de kunne i deres vantebeklædte hænder.

Af Berit Kjærulff

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.