Rasmus Ejrnæs: Nordisk naturforvaltning er fuld af paradokser
I millioner af år har de nordiske lande været skueplads for sumpskove, kæmpetræer og store og vilde dyr – fra elefanter til sabelkatte. Så når protesterne rejser sig mod urørte skove og vildtlevende heste, er det fordi vi har svært ved at forestille os andre udgaver af verden, end den, der rækker tilbage til vores bedsteforældre, mener biolog og professor Rasmus Ejrnæs. Alligevel, påpeger han, er vi et skridt foran de øvrige nordiske lande, når det kommer til at slippe de store dyr fri i økosystemerne igen som vilde dyr.
Af Noa Kjærsgaard Hansen
Der er mere vild natur og flere arter af vilde dyr i Norge, Sverige og Finland, end der er i Danmark, det er ubestrideligt og ikke så underligt, landenes størrelse taget i betragtning. Men det betyder ikke, at naturen ikke udnyttes. Der findes derfor også en rigere flora og fauna, end i den danske natur. Men det betyder ikke, at der ikke er en høj grad af regulering og tæmning, forklarer biolog og radiovært på Radio 4’s Vildspor Rasmus Ejrnæs, da jeg møder ham på hans kontor ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet til en snak om naturforvaltning i Norden:
”I Lapland har samerne deres rensdyrhold og i Norge har nordmændene fårehold i fjeldet. Og for at kunne holde tamrener og tamfår, så skyder man jævnt hen jærver, ulve, bjørne, kongeørne og losser. De bliver alle sammen skudt, fordi det dels opfattes som en menneskeret at holde tamdyr og dels betragtes som en vigtig del af kulturarven.”
Vore nordiske naboer er kendte for smuk natur og et vildt dyreliv, der findes endda et hashtag ved navn #AEBIS – Alt Er Bedre I Sverige – som signalerer denne længsel blandt danskere efter de store vidder og arter af dyr og planter, man ikke længere kan opleve i Danmark. Alligevel bedrager skinnet, for under overfladen spiller kulturarven i de andre lande med deres fjelde, lyse birkeskove og store søer en dominerende rolle, hvis man spørger Ejrnæs. Det skaber ifølge biologen nogle bemærkelsesværdige kontraster i landenes forvaltning af naturen:
”Der er jo vildt meget plads og lav befolkningstæthed. Så derfor skulle man tænke, at der er alle potentialer for at have enormt meget vild og storslået natur. Heri ligger paradokset. For godt nok har de også store vidder, og mange danskere tilbringer jo gerne sommeren med lange vandreture i fjeldet, hvor man nærmest ikke ser andre mennesker. Men man ser bare heller ikke ret mange store dyr. Og det gør man ikke, fordi de bliver skudt.”
De døde dyrs paradoks
Som et forsøg på at se, hvad der sker med biodiversiteten, hvis man lader store dyr snarere end mennesker forvalte naturen selv, har man i Danmark indledt en række såkaldte rewilding-projekter med Molslaboratoriet som det måske mest bemærkelsesværdige eksempel. Her har man på et område på 120 hektar sat heste og okser ud, som lever egne liv på egne præmisser. De parrer sig, slås og kæmper om føden. 120 hektar er ikke ret meget i nordisk perspektiv, men der er næppe andre steder i Norden, hvor man forsøger at sætte de store planteædere helt fri.
Den eneste menneskelige intervention skyldes dyrevelfærdsloven, der påpeger, at dyr ikke må lide smerte, og derfor fjerner eller afliver laboratoriets ansatte individer, hvis de er i risiko for at sulte – en ellers naturlig proces. Og her er der igen tale om et paradoks, mener Ejrnæs:
”Hvordan kan vi retfærdiggøre at tage dyrenes liv eller deres mulighed for at forplante sig, så bestanden vokser? At parre sig og sætte nyt liv i verden hører til de vigtigste livsytringer for vilde dyr og deres liv vil de jo ikke selv af med. Man taler om aktiv dødshjælp for mennesker. Men det kræver samtykke og kræver, at der er et menneske, der lider og gerne vil af med sit liv. Sådan nogle dyr findes ikke. Jeg synes, det ville være mest respektfuldt at sige: I er vilde dyr, I får jeres fulde frihed til at leve et vildt dyreliv, og så kan I leve og dø, sådan som det nu falder sig. Hvis vi kigger på alle vores produktionsdyr, er det omvendt svært at tale om respekt, selvom vi giver dem foder og tag over hovedet,” siger han og uddyber:
”Vores syn på de store dyr kommer fra vores hold af tamdyr og kæledyr samt vores tradition med at forvalte bestande af vilde hjorte ved jagt. For tamdyrene har vi indgået en slags kontrakt om at vi må tage deres frihed mod at give dem husly og føde til dem. Jagtetikken tilsiger at man afliver dyr, hvis de lider. Vilde dyrearter betragtes som bestande og forvaltes som bestande, ikke som individer. Når man gør det på den måde, handler det om at holde individerne i bestanden sunde, og derfor bliver det betragtet som hensigtsmæssigt, hvis de svage dyr aflives.”
Men når nu det er lande med et mere mangfoldigt dyreliv og større vidder, findes der så ikke også en accept af, at man ikke kan have fuld kontrol over processerne?
”Jo, men der er også et shifting baseline syndrome hos jægere, fordi de på den ene side tager del i reguleringen af dyrene og samtidig er de blinde overfor, hvad der ville ske, hvis de ikke gjorde det. Der ville ske en tyvedobling af mængden af store dyr i landskabet og på samme vis en tyvedobling af mængden af døde dyr hver eneste vinter. De ville mene, at det var et modbydeligt scenarie med alle de døde dyr, men det ville være en fantastisk føderesurse for det vilde dyreliv, og mange af de truede arter som mangler ådsler i dag. Det er jo et kæmpe paradoks, at vi bilder os ind at vi passer godt på dyrene, men er helt blinde for at vi har frataget dem deres frihed og endda bilder os ind at det er uetisk at lade dyrene leve deres liv og dø i frihed.”
Svensk genforvildningsskepsis
I Norge og Sverige kigger man både nysgerrigt, men også lidt undrende på det selvforvaltende økosystem, og selvom der er en begyndende grøde og debat om naturforvaltning blandt biologerne, så er der forhindringer undervejs, pointerer Ejrnæs:
”Den lysåbne natur i Sverige og Norge er blev puttet ned i en kasse, med ting der er kulturskabt. Det er lidt af en kamp at få den ud af den kasse igen og i stedet fokusere på, at det ikke behøver være mennesker, der varetager naturens interesser, men at det også kunne være de store, vilde dyr, der hjælper biodiversiteten på vej.”
En anden indvending mod rewilding fra svensk eller norsk side kunne være, at når der sættes hegn op, som man gør på Molslaboratoriet, så er det jo alligevel mennesket, der kontrollerer, afgrænser og bestemmer hvilke dyr, der skal være, men det mener Ejrnæs er et af menneskets grundvilkår på planeten:
”Det er naturligvis sandt, at vi bestemmer, men hvis vi indskrænker vores beslutninger til, at det handler om den fysiske planlægning – altså hvor vi har byer, hvor vi har landområder og hvor vi har vild natur, så kan vi starte med at genoprette de processer eller de fysiske rammer, som vi har ødelagt eller fjernet fra de områder som nu skal være vild natur. Her er de store dyr en nøglespiller. Og efter genopretningen slipper vi tøjlerne.”
Grundet landets størrelse og store mængder af skov, har de svenske naturforkæmpere også andre kampe at kæmpe, men Ejrnæs hævder dog, at der stadig er høj grad af blindhed, når det kommer til de store dyrs rolle:
”Mine svenske kolleger har helt styr på, at der skal kæmpes en kamp mod det intensive skovbrug i lavlandet. De ved godt, at der mangler gamle træer, træer med veterankvaliteter og der mangler dødt ved. De ved også godt, at mange af de historiske vådområder er blevet drænet. Men når det kommer til at opdage, at de store dyr mangler i de her landskaber, fordi de er blevet reguleret ved jagt og fordi en del af de allerstørste dyr faktisk er udryddet i forhistorisk tid, så er der en væsentlig blindhed.”
En længsel efter den vilde natur
Ifølge Ejrnæs er der på tværs af alle de nordiske lande tale om en erindringsblindhed. Vi har ganske enkelt, mener han, svært ved at forestille os udgaver af verden, der er meget ældre end den vores bedsteforældre, kan berette om. En blindhed, der ses tydeligst i Danmark på den måde, vi har plejet vores naturtyper, som om deres biodiversitet blev opfundet af de første bønder, som fældede urskovene til landbrug for få tusinder af år siden.
”Der findes en længsel efter den uberørte natur, den uspolerede natur, den vilde natur. En længsel, der som regel finder et holdepunkt tilbage i tiden. Vi har en fornemmelse af, at naturen bliver ødelagt gennem menneskers handlinger, så hvis man går tilbage i tiden, må man kunne finde et sted, hvor den endnu ikke er ødelagt. Jeg har kigget på guldaldermalerier, der viser kæmpestore træer tilbage i 1600- og 1700-tallet. I dag ved vi, at de store træer, er noget af det, vi har fået gjort has på. Noget verden har mistet,” påpeger Ejrnæs.
Men der er også en fare ved at fæstne sig ved den længsel og ved en bestemt periode, for i alle historiske lag har der også været mennesker, der påvirkede naturen, uddyber han:
”Man har altid udnyttet landskabet til menneskets bedste. Det er jo historien om menneskearten. Fra de første mennesker, der indvandrede til Europa, har vi udnyttet naturressourcer til vores bedste.”
Det var i forbindelse med sit speciale om overdrev og den tørre græslandsnatur, at Ejrnæs selv kom på sporet af fortidens store, græssende dyr:
”I dag lever menneskeheden på de fossile brændstoffers nåde, men i forhistorisk tid overlevede vores europæiske forfædre vintrene på biomassen fra store dyr. Når der ikke længere var bær og frugter at plukke, var der store kødbjerge, der vandrede rundt i landskabet. På et tidspunkt – efter at have udryddet elefanter og næsehorn – går det op for vores forfædre, at det ville være smartere, hvis ikke man skal ud at finde dem i landskabet, men i stedet kan holde dem i en stald. På den måde fik vi domesticeret nogle af de store dyr,” fortæller han og peger til slut frem mod vores egen tid:
”Nu står vi så i den mystiske situation i dag, hvor vi, for at forvalte overdrevene og græslandsområderne, betaler landmænd, der holder store dyr, for at de skal sætte de store dyr tilbage ud i naturen, så de kan græsse økosystemerne. Og så er det hele pludselig blevet et kultur-setup, hvor man prøver at imitere noget, vores forfædre foretog sig i historisk tid. Det er den fortælling som udfordres nu, hvor biologer i Danmark foreslår at genforvilde tamdyr som heste og okser, og lade dem blande sig i økosystemer med bison, bæver, ulv, los, vildsvin, elg og krondyr. Og så i øvrigt lade dem blive så mange som økosystemet kan understøtte i stedet for at fodre dem og regulere dem ved jagt. Og det er altså en enormt provokerende tanke for jægere, landmænd, skovdyrkere og hobbyhesteejere.”
Til Århundredets Festival kan du møde Rasmus Ejrnæs til følgende arrangementer:
Festivalåbning på Arkitektskolen Aarhus: Natur, kunst og arkitektur mod nord, lørdag 9/3